Nyhed

Simple Minds kommer til København

Den skotske gruppe giver koncert i Falconer Salen til november

Simple Minds udsendte tidligere på året "Graffiti Soul", der var en tilbagevenden til nogle af de værdier, der gjorde dem til et millionsælgende band midt i 80'erne. Efterfølgende gav de en koncert i Horsens, og til november er der så mulighed for københavnerne til at opleve den skotske kvartet.

Bandet debuterede i 1979 med albummet "Life In A Day", men det egentlige gennembrud kom først nogle år senere, hvor pladen "New Gold Dream (81/82/83/84)" gik top fem i England, og de efterfølgende tre udgivelser alle røg helt til tops på hitlisten. I samme periode toppede bandet singlehitlisterne verden over med sangen "Don't You (Forget About Me)", der er taget fra soundtracket til filmen "The Breakfast Club".

Storhedstiden strakte sig ind i 90'erne, og efter nogle lidt magre år har gruppen nu fået et comeback med albummet "Graffiti Soul", der er gruppens første engelske top ti udgivelse i 14 år. Det kan skyldes, at gruppen er vendt tilbage til en mere guitardreven lyd, der blev til i det walisiske studie, hvor gruppen indspillede nogle af deres tidligste udgivelser.


Simple Minds kan opleves søndag 22. november i Falconer Salen, og billetsalget starter mandag 14. september klokken 11, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE