Nyhed

Hyldestkoncerten til Michael Jackson er aflyst

Den planlagte koncert 26. september er aflyst, men Michael Jackson vil i stedet blive hyldet i juni 2010

Jermaine Jackson har afholdt en stribe pressekonferencer i denne uge for at fortælle om, hvilke verdensstjerner der skulle være med til at hylde Michael Jackson til en stort anlagt koncert i Wien 26. september. Men ifølge Reuters er koncerten nu blevet aflyst, og der planlægges i stedet en koncert i London til juni.

Der var næsten fra begyndelsen problemer med at få offentliggjort regulære stjernenavne til programmet, og de højstprofilerede var, efter de var blevet offentliggjort, ude og afkræfte, at de havde tænkt sig at dukke op. Men det er nu hverken manglende navne eller svigtende billetsalg, der bliver givet som grund for aflysningen.

I stedet er det den østrigske presse, der beskyldes for at have behandlet koncertarrangørerne så dårligt, at man har følt sig nødsaget til at aflyse koncerten. Det er mildest talt en bizar undskyldning, men den følges op med en lovning om, at man i stedet vil hylde Michael Jackson i forbindelse med et-året for hans død.


Man planlægger derfor nu en ny hyldestkoncert i juni 2010 på Wembley Arena i London, hvilket samtidig giver arrangørerne mulighed for at sammensætte et lidt mere imponerende program end det, der indtil videre var blevet offentliggjort for den nu aflyste koncert 26. september i Wien.

ANNONCE