Nyhed

Ny video fra Foo Fighters

I forbindelse med den snarlige udgivelse af Foo Fighters' opsamlingsplade er den nye single "Wheels" nu til både at se og høre

Der er ikke længe, til opsamlingen fra Foo Fighters er på gaden, og der er, som mange ved, to nye sange på tracklisten. Den ene af dem, "Wheels", der udkom den 23. september, har nu fået en video, der kan ses på blandt andet MTV's hjemmeside. Videoen, der blev sendt på tv i går, er meget low key og lavet i samme stil som videoen til "The Pretender". Den er filmet i et kæmpestort, halvtomt studie, med en masse gamle bordlamper og et træ i kulissen. Tænk minimalisme og langhårede mænd i skøn forening.

Foo Fighters har eksisteret i femten år, og de har udgivet seks studie-albums, hvoraf de tre har vundet Grammyer for Bedste Rock Album, og de tre andre har været nomineret til enten Bedste Rock Album eller Bedste Alternative Album, og har solgt platin flere gange. Skulle nogen være i tvivl, er Foo Fighters altså en gruppe, der ved, hvordan man skal lave rock, og sælge det.

Der er sikkert mange fans, der synes, det er endnu et band, der absolut skal tjene flere penge på noget, som allerede er lavet. Men når forsanger Dave Grohl jo har travlt med det nye projekt, superbandet Them Crooked Vultures, er det ikke til at sige, hvornår der kan høres nyt fra Foo Fighters side, og så må man jo tage hvad man kan få, også selvom det er to nye sange, plus alt det største fra deres side.


Deres seneste album, "Echoes, Silence, Patience and Grace" fra 2007, fik fire stjerner, og anmelderen roste dem for deres comeback fra et, ifølge ham, temmeligt tamt forsøg sidste gang:

"På Let It Die og Erase/Replace bliver der spillet tungt med et hav af finesser, hvor især den fremragende trommeslager Taylor Hawkins giver den som indpisker, godt anført af Grohls effektfulde og brølende vokal. Ballad Of The Beaconsfield Miners er en spøjs duel for akustiske guitarer mellem Grohl og den japanske virtuos Kaki King, mens Come Alive og Summer's End viser Foo Fighters' Beatles-gen. Foo Fighters er på Echoes. Silence, Patience & Grace atter dus med de iørefaldende melodier, men forstår samtidigt at spille med vrangen ud, så det er en ren fornøjelse."

Den nye video kan ses her.


Opsamlingen der bare hedder "Greatest Hits", kommer, som vi tidligere har skrevet, i handlen den 3. november, både som almindelig cd, som en deluxe-cd og som vinyl.

ANNONCE