Nyhed

Kent-producer fortæller om det nye album

Jon "Joshua" Schumann giver en guide til alle sangene på "Röd"

I dag udgiver Kent deres ottende studiealbum, "Röd", indspillet i de legendariske Hansa-studier i Berlin, hvor blandt andre David Bowie og U2 har optaget nogle af deres mest markante plader. I den anledning har pladens danske producer, Jon "Joshua Schumann" - også kendt for produktioner for blandt andre Kashmir, Carpark North, Claus Hempler, Mew og D-A-D - eksklusivt for GAFFA givet en guide til alle de 11 sange på det nye album.

Jon Schumann fortæller blandt andet, at sangen "Taxmannen" efter hans mening indeholder hans bedste mix nogensinde: "Det er mit bedste mix nogensinde! Det er hårdt, kontant, veldefineret, men samtidigt utroligt tro mod den kerne, der er i teksten. Jeg er en stolt jordemoder til den sang. 'Livet som leger med os...'", siger Schumann.

Schumann siger videre, at han ikke kan lytte til sangen "Der Finns Inga Ord" uden at få en klump i halsen:"Vi færdiggjorde nummeret den nat, min/vores elskede mormor Roma opgav sin kamp mod Alzheimers. Jeg kommer aldrig til at kunne høre det nummer uden en klump i halsen. Jeg tror, vi altid vidste i det underbevidste, at den skulle være sidste nummer på pladen.
'Der findes ingen ord for det på dette forbandede sprog...'"


GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen er meget begejstret for det nye album, som han tildeler fem stjerner med blandt andet følgende ord:

"De 11 numre er drevet af store kølige keyboardflader og står ridset smukt op som solstråler på en frostklar svensk morgen, med måske den stærkeste samling melodier fra Joakim Bergs side de sidste 10 år."

Læs hele Jon Schumanns track-by-track-guide til "Röd"


ANNONCE