Nyhed

Thomas Helmig går platin og giver ekstra koncert

Det går strygende for den danske popsanger, både med salg af plader og koncertbilletter

Det 14. studiealbum fra Thomas Helmig, "Tommy Boy" solgte til guld allerede på udgivelsesdagen, singlen "100 dage" har også solgt guld, og nu har albummet solgt platin, kun et par uger senere.

Han tager på turné til næste år, med Dicte And The Sugar Bones som backup, og som vi skrev tidligere på måneden, var der hurtigt udsolgt i Århus, hvilket resulterede i opsætningen af en ekstra koncert. Der er nu også udsolgt til koncerten i København, men også her vil der blive spillet en ekstra koncert 20. marts ligeledes i Tap1, så ingen skal gå glip af noget. Helmig udtaler i en pressemeddelelse at "det er virkelig dejligt, at folk bliver ved med at tage så godt imod, det jeg går og laver. Det giver en masse energi."

Helmig har ikke været på turné siden promoveringen af "Helmig Herfra" i 2007, men også her gik det ganske godt med salget, og ifølge GAFFAs anmelder, også med udførelsen. Turnéens åbningskoncert fik fem stjerner, og en begejstret anmelder fik udløst et ordentligt nostalgi-trip:


"Torsdag aften blev i Roskilde en kvindelig folkefest. Ikke så meget anderledes end det, man forventede, men applausen for igen at kunne levere en gennemprofessionel koncert fremført med vanlig charme, euforisk stemning og nok Danmarks allerbedste musikere som fast backup, skal man ikke sådan kimse ad. Thomas Helmig er mere end godt i gang med sin turné. Der bliver plukket fra de gamle hylder, både når det gælder hits, og også i form af godt brugte live-tricks, samtidig med at der er plads til både fornyelse og forandring. Det er en fin balancegang, og ingen gik skuffede hjem i går. Det var en aften helt i Thomas’ tegn."

Der er endnu billetter at få til mange af koncerterne på turnéen, og de kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE