Nyhed

Vega vender plader for World Aids Day

Mike Sheridan, Thomas Madvig og Tue Track er blandt de mange dj’s, som spiller i den gode sags tjeneste

Nogle af landets fornemste dj's tropper op i Vega Natklub og spiller et par dage før den internationale Aids-dag. Selvom den store klubaften ikke er på selve Aids-dagen, sparer arrangørerne ikke på velgørenhedsarbejdet, hvor entréen ubeskåret går til Aids Fondet.

Arrangementet går under navnet White Trash Cabaret og byder på en rigt udsmykket Vega Natklub, hvor publikum kan opleve en stjernerække af dj's inden for forskellige genrer, heriblandt Mike Sheridan (billedet), Thomas Madvig Tomas Barfod (Filur og WhoMadeWho), Simon Lebon (Den Sorte Skole) og Tue Track (Malk De Koijn).

Én af arrangørerne bag White Trash Cabaret, Lille Tykke Spejder, udtaler om aftenens begivenheder på arrangementets Facebook-side:


"Det bliver en aften i kærlighedens tegn, en aften i festens tegn, en aften i sansernes tegn, en aften med mænd på stylter, paraplyer, kollektive malerier og masser af kærlighed - En aften hvor vi putter ordet 'Fun' tilbage i 'Fun'draising."

Vega Natklub bliver omdannet til en stor velgørenhedsfest, når White Trash Cabaret løber af stablen den 27. november. Den lange liste over optrædende dj's kan ses nedenfor, og billetter til festen kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE