Nyhed

C.V. Jørgensen giver ekstrakoncert

Der arrangeres nu en ekstra koncert i Vega til maj med C.V. Jørgensen

Efter en årrække, hvor C.V. Jørgensen holdt sig fra de danske spillesteder, så er der nu for alvor ved at komme gang i tourbussen med koncerter i København, Århus, Helsingør og diverse festivaler. Til maj skal den roste sangskriver give koncert i Store Vega, og den koncert solgte ud så hurtigt, at arrangørerne nu er klar med en ekstra koncert.

Den nye dato er 16. maj, altså dagen efter den udsolgte koncert, og igen vil C.V. Jørgensen være på plads i Store Vega. Her vil sangskriveren møde op med guitaristen Aske Jacoby, bassisten Knut Henriksen, Gert Smedegaard på trommer, Rune Olesen på percussion og Gustav Ljunggren på tangenter for at byde ind med materiale fra C.V.'s omfattende bagkatalog.

Carsten Valentin Jørgensen debuterede i 1974 med albummet "En Stynet Strejfer" og har efterfølgende udsendt en lang række plader frem til 2002, hvor det seneste album, "Fraklip Fra Det Fjerne", blev udsendt. I forbindelse med offentliggørelsen af koncerten i Scandinavian Congress Center 14. maj lovede C.V., at der ville blive leveret masser af gamle hits og indikerede endda, at der måske også er nyt på vej:


"Vi skal ud og rocke. Vi vil spille mange uptempo-numre, og vi vil dykke tilbage til de gamle plader. Og hvem ved – måske vil vi også spille et par helt nye sange".

Om det kommer til at holde stik, kan man blandt andet finde ud af til ekstrakoncerten i Store Vega 16. maj. Forsalget til koncerten starter fredag 11. december, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE