Nyhed

Roger Daltrey lufter idéen om en supergruppe

The Who-sangeren vil gerne danne et bluesband med Led Zeppelins Jimmy Page

Roger Daltrey er igen i år været involveret i at udvælge bands til koncertrækken i Royal Albert Hall, hvor bands spiller støttekoncerter for Teenage Cancer Trust-organisationen. I år er det gendannede Suede på programmet sammen med blandt andre Arctic Monkeys og Them Crooked Vultures, og så naturligvis Daltreys eget band, The Who. I den forbindelse har han talt med BBC6 Music og afslører her, at han gerne vil starte et band med Jimmy Page.

I interviewet med den engelske radiostation siger Daltrey, at han ville elske at lave et album med Jimmy Page.

"Han har brug for en sanger til at skubbe ham fremad. Jeg er en fantastisk blues-sanger. Jeg synger ikke blues med The Who, men det var hvad jeg gjorde før Townshend begyndte at skrive sange. Jeg var en virkelig god blues sanger".


Led Zeppelin-guitaristen har siden pladen med David Coverdale og efterfølgende pladerne med kollegaen Robert Plant i 90'erne ikke været synderlig aktiv, og med gendannelsen af Zeppelin både med og uden Robert Plant sat i bero, så har han formodentlig masser af tid til at spille blues med Roger Daltrey, der dog formodentlig selv får travlt i år med udgivelsen af The Who-albummet "Floss".

Det vides dog endnu ikke, om Page er interesseret i tilbuddet om at danne et bluesband med Roger Daltrey.

ANNONCE