Nyhed

Johnny Winter til Helsingør

Toldkammeret tager imod den amerikanske blues-guitarist til november

Den amerikanske blues-guitarist Johnny Winter sætter senere på året kurs mod Danmark, og det gør han for at spille en intimkoncert i Helsingør. Koncerten finder sted i Toldkammeret 11. november, og her vil 450 gæster kunne opleve den 66-årige guitarist, der til den tid også har udsendt biografien "Raisin' Cain: The Wild And Raucous Story Of Johnny Winter".

Bogen udsendes 1. maj og indeholder blandt andet historier om Winters opvækst i Texas, koncerten til Woodstock-festivalen, livet som albino og problemerne med narko og musikken lavet med broderen Edgar. Der skulle desuden være et nyt album på vej fra Winter med coverversioner af numre af bluesnavne som Robert Johnson, Son House, T-Bone Walker og Elmore James.

Indtil da er der dog rigeligt at tage fat i fra guitaristens bagkatalog, der for tiden løbende udvides med udgivelser i hans Bootleg Series, som indeholder liveoptagelser fra 70'erne.


Johnny Winter gæster Toldkammeret i Helsingør 11. november, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE