x

Jazz i København får 6 millioner

Jazz i København får 6 millioner

Nu kan jazzfans i Danmark ånde lettet op. Nordea-fonden, som har støttet Copenhagen Jazz Festival siden 2003, smider endnu en gang en pose penge efter den københavnske kulturfestival. 6 millioner kroner drejer det sig helt præcist om i en aftale, som løber frem til 2013, og som gør fonden til festivalens største private bidragsyder.

"Festivalen er en stor gave til byen, sommeren og alle os jazzglade. Derfor er vi glade for at fortsætte vores støtte til festivalen," siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand for Nordea-fonden.

Indtil videre har Copenhagen Jazz Festival da også været et godt arrangement for banken at sætte sit navn på. De sidste 30 år er festivalen støt og roligt vokset og tæller i dag cirka 900 koncerter og omfatter 100 spillesteder og mere end 200.000 besøgende fra både ind- og udland.

Årets udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted fra 2. til 11. juli, og nogle af navnene er Herbie Hancock (billedet), Martha Wainwright, Diana Krall og Elvis Costello.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA