Nyhed

Ny Muse-single på det nye Twilight-soundtrack

Nu kan Muses nye single til vampyr-sagaen downloades, hvis soundtracket forudbestilles

Den sidste dag i juni fyldes biografernes sæder med cola-drikkende vampyrfans, mens lærrederne fyldes med varulve og teenagere, når tredje nummer i Twilight-sagaen har premiere.

Men allerede nu kan både dødelige og evighedsblomster høre en af sangene fra soundtracket til "The Twiligt Saga: Eclipse", nemlig Muses nye single "Neutron Star Collision (Love is Forever)", hvis soundtracket forudbestilles vel at mærke.

Udover Muse medvirker også, meget passende, Vampire Weekend og Dead Weather, samt Band Of Horses, Black Keys, Sia, Fanfarlo, The Bravery med flere. Og for at det ikke skal være løgn, så er Beck gået sammen med Bat For Lashes på nummeret "Let's Get Lost", mens UNKLE og Black Angels sammen har lavet nummeret "With You In My Head".

Muses single "Neutron Star Collision (Love is Forever)" kan downloades nu, hvis du forudbestiller soundtracket til "The Twiligt Saga: Eclipse" fra filmens officielle hjemmeside. Soundtracket kommer på hylderne mandag den 7. juni, mens filmen fylder biograferne fra onsdag den 30. juni.

ANNONCE