Nyhed

Elliott Smiths sidste måske på vej

Indie-troubadurens afskedsopus forventes ude til efteråret

Elliott Smith døde sidste efterår af knivstik i brystet med selvmord som den formodede dødsårsag. På dødstidspunktet var han blevet nogenlunde færdig med albummet "From A Basement On The Hill", der skulle have været den længe ventede opfølger til "Figure 8" fra 2000.

Ifølge NME skulle der nu være gode chancer for en udgivelse i år. Smiths far Gary har i hvert fald fortalt websiden Sweet Adeline, at albummet er færdigmikset og sandsynligvis udkommer senere i år, i september eller oktober. Ifølge Smith indledes den endelige produktionsfase i midten af maj, hvorefter det også skulle blive klart, hvilket selskab der skal udsende pladen.

Elliott Smith nåede at lave fem soloalbum, efter tiden med bandet Heatmiser, og opnåede mainstream-anerkendelse efter hans optræden til Oscar-ceremonien i 1997. Anledningen var hans sang "Miss Misery", der indgik i soundtracket til Gus Van Sants film "Good Will Hunting".



ANNONCE