Nyhed

Fanar Ghali og Rumpistol spiller sammen

Copenhagen Jazzhouse åbner dørene for en temmelig utraditionel koncert, når elektronika og den arabiske musiktradition smelter sammen

Den utraditionelle fusion mellem elektronika og den arabiske musiktradition er blevet mulig, fordi Fanar Ghali og Rumpistol (billedet) allierer sig med rockmusikere og klassiske musikere til én samlet koncert den 26. juni. 

Ifølge en pressemeddelelse kommer koncerten til at indeholde både helt nykomponerede numre, samt omarrangerede numre af såvel Fanar Ghalis som Rumpistols repertoire.  Deres fælles musik kommer dermed til at indeholde elementer af klassisk, rytmisk og elektronisk musik. Teksterne er både danske, arabiske og engelske, så der er lagt op til en noget anderledes fusion. De nykomponerede numre cirkler om Fanar Ghalis oplevelser fra en nyligt afsluttet rejse til det uroplagede og krigsramte Irak.

Fanar Ghali besøgte for første gang det land, som han er født i, og som han og hans familie måtte flygte fra. Både musik og tekster bunder i de følelser, som rejsen har medført. I repertoiret indgår foruden egne tekster også tekster af Fanar Ghalis søster, forfatteren Duna Ghali og af Naja Marie Aidt, som Fanar Ghali tidligere har arbejdet sammen med.


Fanar Ghali har studeret arabisk musikteori, oud og sang på det syriske musikkonservatorium i Damaskus. I de seneste år har Fanar Ghali været optaget af at forene vestlig musik med det mellemøstlige kulturudtryk. Han har blandt andet arbejdet med at "arabisere" Carl Nielsen.

Rumpistol er blandt de mest populære elektroniske musikere i Danmark og har udgivet tre albums. Rumpistol er desuden stifter af det succesfulde www.rump-recordings.dk, som promoter kompromisløs elektronisk og elektro-akustisk musik. 

Med på scenen har Fanar Ghali og Rumpistol allieret sig med cellisten Morten Svenstrup fra det anmelderroste orkester Under Byen, Balder H. Brüsh fra rockbandet Fifty Foot Spiders samt percussionisten Jens Lopes Andersson.


Koncerten foregår lørdag den 26. juni i Copenhagen Jazzhouse kl. 21.00. Du kan købe billetter via GAFFA Live

ANNONCE