Showet er flyttet fra Pumpehuset til Bremen
Efter Pumpehusets konkurs er en række koncerter flyttet til andre spillesteder, kunne GAFFA melde i går. En af dem er N* Grandjeans optræden med DR Pigekoret, som foregår den 8. juli, nu i Bremen. Desuden spiller de to ensembler en koncert på Godset i Kolding den 5. november.
Nikolaj Grandjean har en fortid som sangskriver i loungepopbandet Luke, men udgav i 2008 sin solodebut, "Carrying Stars", der interessant nok har fået stor succes i Brasilien og Portugal. N* Grandjeans single "Heroes And Saints" har endda ramt en tredjeplads på den portugisiske hitliste og er blevet brugt i en populær brasiliansk soap.
Efter albumudgivelsen tog Grandjean på turné med operasanger og børne-tv-skuespiller Mikkel Lomborg samt musiker Christian Winther. De spillede en række koncerter med DR Pigekoret, og nu kommer så en mere, inden N* Grandjean blandt andet skal til Brasilien for at pleje deres sydamerikanske fanbase.
Billetter til de to koncert kan fås via GAFFA Live.