Nyhed

Martin Hall giver klassiske spoken word-koncerter

Multikunstneren gæster Nyborg Slot, Roskilde og Bornholm med klassisk ensemble

Som vi tidligere har omtalt, er Martin Hall til september aktuel med både romanen "Kinoplex" og dvd'en "Live At St. Paul's", der er på gaden henholdsvis den 2. og den 13. september - og romanen kommer også som lydbog med nykomponeret musik af Martin Hall. Men hvis man ikke kan få nok af Hall, kan man glæde sig over, at han i august og september giver tre spoken word-orienterede salonkoncerter – med klassisk akkompagnement.

De tre koncerter kommer til at foregå i fornemme omgivelser, nemlig søndag d. 15. august kl. 19.30 i Riddersalen på Nyborg Slot, lørdag den 21. august kl. 20.00 på Gimle i Roskilde – som en del af den klassiske festival Schubertiaden – og endelig lørdag den 18. september i Musikhuzet i Rønne på Bornholm.

Med ved disse tre koncerter har Hall som noget nyt i Hall-sammenhæng den internationalt anerkendte accordeonist Bjarke Mogensen samt det i Hall-forbindelser velkendte navn, kontrabassisten Ida Bach Jensen. Trioen vil præsentere det, de selv beskriver som "en poetisk salonkoncert" med et både traditionelt orienteret og eksperimenterende materiale, der blandt andet byder på nye udgaver af flere af Halls egne sange. Hovedparten af aftenens indslag vil dog være spoken word-recitativer, primært af afsnit fra Halls førnævnte roman "Kinoplex", men også fra andre af hans værker og en uudgivet tekst eller to.

Som akkompagnement for de oplæste tekster vil man finde fortolkninger af den russiske komponist Vladislav Zolotarievs værker for accordeon såvel som materiale skrevet af en anden forholdsvis ukendt russisk komponist, nemlig Anatolij Kusjakov. Der skulle også være kompositioner af Modest Mussorgsky på programmet samt, meget passende til Schubertiaden, et par værker af Franz Schubert, blandt andet "Der Leiermann" fra komponistens "Winterreise".

I en lidt anden Hall-sammenhæng skal vi også gøre opmærksom på, at han til september genudgiver to af sine værker fra 80'erne, nemlig Pesteg Dreds 1985-album "Years Of Struggle Against The Lies, The Stupidy And The Cowardice" og SS-Says 12-tommer-single "Fusion", oprindeligt også udgivet i 1985. De to udgivelser bliver samlet på cd'en "I Have Seen You Through The Years, Worn By Different Faces", som udkommer 13. september, altså samme dag som Halls live-dvd, i remastered udgave. Både Pesteg Dred og SS-Say havde i øvrigt sangerinden Inge Shannon i den vokale front.

ANNONCE