Nyhed

Clemens og Jon udgiver fælles single

"Champion" hedder den single, Clemens og Jon Nørgaard i fællesskab har skrevet til alle de danske vindere

Efter en pause fra egne karrierer er både Clemens og Jon Nørgaard klar med ny musik. I første omgang med en fælles single, før deres respektive soloalbums udkommer. Singlen hedder "Champion", og den udkommer søndag den 10. oktober. I en pressemeddelelse beretter de to herrer, der normalt bevæger sig i to meget forskellige genrer, at de mødtes i et studie første gang for år tilbage hos en fælles bekendt.

"Vi mødtes en tilfældig søndag, hvor jeg var på vej hjem fra jobs i Vestjylland. Jon sad i et studie i Aalborg og arbejdede på sit album, så jeg droppede ind forbi for at hilse på. Det var ikke meningen, at vi skulle lave noget, men drengene trak et beat op af skuffen og bad mig gå til angreb på mikrofonen. Allerede efter en times arbejde var vi alle overbeviste om, at vi havde fat i noget helt særligt", fortæller Clemens om tilblivelsen. Jon uddyber:

"Jeg føler, at det er skæbnebestemt, at denne single er blevet til virkelighed. Clemens og jeg har levet i en underlig parallel verden med mange af de samme oplevelser og erfaringer gjort på hver vores scene. Jeg er meget stolt af samarbejdet med Clemens, da han udover at være en god ven i min verden er landets utvivlsomt bedste rapper. Jeg kender materialet på hans kommende album og som erklæret fan, tør jeg godt garantere folk, at han er tilbage i topform bedre end nogensinde".


Endvidere giver de to kunstnere en præcisering af temaet i nummeret, Jon Nørgaard siger:

"Sangen handler om at gøre det man er bedst til og gøre det fuldt ud. Danmark er fyldt med champions, som på hver deres måde inspirerer og viser os andre at man skal tro på sig selv og kæmpe for at opnå de mål man nu har sat sig her livet". Clemens fortsætter:

"Heldigvis er de unge generationer ikke præget af mindreværd, og janteloven har svære levevilkår i disse år. De lysende eksempler er sportsfolk som Bendtner, Wozniacki og Kessler. Denne sang er til dem og alle de store kultur- og erhvervspersonligheder, vi har herhjemme, såsom: Flemming Østergaard, Lars von Trier og Mærsk McKinney Møller. Folk med attituden, indstillingen samt talentet til at drive det de gør helt op i verdenseliten. På trods af at de kommer fra et lille land som Danmark, har de alle formået at sætte vores flag på verdenskortet, hvilket må - og skal aftvinge respekt hos os andre".


Clemens udgav allerede sin første single "Oneirodyni (Skrig Det Ud)" fra det kommende album "Delyrium" i starten af marts i år. Rapperen var sidst aktuel med mixtape-albummet "Det Fortabte Album" i 2008, således bliver "Delyrium" Clemens' sjette studie-album, hvis man ikke tæller det seneste mixtape med. Jon Nørgaard har også et soloalbum lige på trapperne. Sangeren var sidst var aktuel med albummet "Today Is A Good Day (To Fall In Love)" i 2005. Han har dog efterfølgende medvirket Kato-hittet "Turn The Lights Off".

"Champion" bliver udgivet på søndag den 10. oktober, og den vil kunne købes hos alle større online-musikforhandlere.

ANNONCE