x

Post-rock på Huset i Magstræde

Post-rock på Huset i Magstræde

På fredag den 8. oktober præsenterer Pad & Pen Records i samarbejde med Huset i Magstræde post-rock fra både Danmark og Sverige. Man vil kunne opleve de to svenske bands EF (billedet) og Hunt, samt de to danske bands The Shaking Sensations og The Day We Left Earth.

EF er hovednavnet, der er aktuelle med deres tredje album "Mourning, Golden Morning" fra april i år. De skal have etableret sig som et af de mere respekterede post-rockbands i Sverige, og de er i Danmark for at spille to koncerter – fredag aften i Musikcaféen på Huset i Magstræde og lørdag til RECession Festivalen i Århus.

Derudover kommer det københavnske band The Shaking Sensations, som siden deres ep "This Is Your Hellfire Religion!" fra marts i år, efter sigende har brygget på nye kompositioner og været en tur omkring studiet for at indspille deres første fuldlængdealbum. Sidste hånd skal således være ved at blive lagt på pladen, som forventes klar i starten af det nye år. Bandet har for nylig haft deres første koncerter udenlands, hvor det blev til et support-jobs i Tyskland for amerikanske Gifts From Enola.

Derudover vil Hunt fra Göteborg spille, hvad der beskrives som støjende og drømmende post-rock med en snært af folk og klassisk svensk indie-pop, ligesom det Københavnske band The Day We Left Earth også vil spille. Sidstnævnte skal efter sigende bringe klassiske dyder fra post-rocken til live med en lange, atmosfæriske og støjende lydflader med referencer til bands som Godspeed You! Black Emperor.

Koncerten med de fire navne er på fredag den 8. oktober på Huset i Magstræde, og billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA