x

Weezer-frontmand samarbejder med Best Coast

Weezer-frontmand samarbejder med Best Coast

Rivers Cuomo, der er kendt som den nørdede frontmand i powerpop-bandet Weezer, arbejder på en ny sang med Best Coast-frontkvinden Bethany Cosentino. Sådan fremgår det i et interview med den australske radiostation Triple J-radio.

"Jeg har helt sikkert nydt at arbejde sammen med andre musikere, andre artister, så jeg fortsatte den proces på "Hurley" (Weezers seneste album, red.). Jeg gør det faktisk stadigvæk, og i morgen skal jeg lave noget sammen med pigen fra Best Coast, og vi skal skrive en sang. Man ved aldrig, hvordan sådan nogle sange ender ud, men den kunne komme på det næste Weezers-album", udtaler Rivers Cuomo til radiostationen.

Weezer-frontmanden skal have udtrykt en beundring for indie-popperen fra Best Coast på Twitter, som også satte gang i en masse spekulationer om et samarbejde. Det kommer efter, at Rivers Cuomo også har samarbejdet med punk-rock bandet Male Bonding.

Weezer har også haft andre samarbejder for nyligt, blandt andet på Weezers seneste album "Hurley", hvor Ryan Adams medvirkede ligesom Lil Wayne medvirkede på sidste års "Raditude" på nummeret "Can't Stop Partying". Desuden har Rivers Cuomo medvirket på rapperen BoBs debutalbum og skrevet sammen med Katy Perry og Adam Lambert.

Bethany Cosentino har tidligere på året givet udtryk for sin begejstring for Weezer til nme.com:

"Jeg er en stor fan af Weezer; de var et af mine favoritbands da jeg voksede op, og jeg lytter stadig rigtig meget til dem."

Der foreligger ikke nogen konkrete udgivelsesdatoer omkring samarbejdet, men Weezer er aktuelle med "Hurley" fra september i år, ligesom Best Coast er aktuelle med debutpladen "Crazy For You" fra august i år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA