Nyhed

Martin Hall giver sidste optræden i 2010

Forfatter, musiker med mere giver foredrag om sin roman "Kinoplex" på torsdag den 25. november

Københavns Hovedbibliotek har kåret Martin Halls roman "Kinoplex" som "månedens bog" i november 2010. Derfor giver multi-kunstneren et foredrag om romanen på biblioteket på torsdag den 25. november. Det vil være Halls sidste optræden i 2010, og efter sigende også et godt stykke ind i det nye år.

I forlængelse af foredraget vil Klub Faust, der ligger lige om hjørnet fra Hovedbiblioteket, efterfølgende afholde Klub Kinoplex, hvor man vil kunne høre lydbogsudgaven af "Kinoplex" - som Hall selv har skrevet musik til - mens der vil være afslappede omgivelser at nyde lydbogen i.

Martin Hall sprang tidligere på året ud som studievært på det kulturelle DK4-program "Salon Midwelt", og sidste program ruller over skærmen i morgen, tirsdag den 23. november, hvor en udvidet form er udarbejdet i anledning af programafslutningen. Her vil en 45 minutters udsendelse være et program-bag-programmet med forskellige backstage-optagelser fra programmet med mere.


Foredrag med Martin Hall er på Københavns Hovedbibliotek på torsdag den 25. november kl. 17:00, ligesom Klub Kinoplex på Faust er samme dag kl. 18:30. Begge arrangementer er gratis. Se mere på martinhall.com. Se desuden en oplæsning med Martin Hall af "Kinoplex" på Bogtube.

 

ANNONCE