Nyhed

Kasabian arbejder på "frækt" album

Englænderne mener, deres kommende album lyder som både Jackson 5 og Rolling Stones

Den engelske gruppe Kasabian, der især er populære i hjemlandet, men også har et vist publikum herhjemme og blandt andet spillede på Orange Scene på årets Roskilde Festival, er i fuld gang med at arbejde på deres fjerde studiealbum. Og i et interview med Q Magazine fortæller de, at det nye album er "cheeky", hvilket kan oversættes til "frækt".

Sanger Tom Meighan fortæller: "Der er en masse soul på pladen. Det er den mest melodiske plade, vi nogensinde har lavet. Der er alle mulige forskellige ting på den. Tør jeg sige, at der er en sang, som lyder lidt som Jackson 5?"

Guitarist og sangskriver Serge Pizzorno tilføjer: "Der kommer nogle sange på albummet, der, ligesom Rolling Stones' "Emotional Rescue" (album fra 1980, red.), er en lille smule frække. Albummet kommer ikke til at lyde disko-agtigt eller noget, det bliver bare f**king frækt, så folk tænker: "What f**den sker der her? Det havde jeg ikke forventet".
Kasabian debuterede i 2004 med et selvbetitlet album, der i 2006 blev fulgt op af "Empire" og i 2009 af "West Ryder Pauper Lunatic Asylum". For nylig blev de kåret til intet mindre end "Best Act in the World Today" af engelske Q Magazine. 
Selv om Kasabian er i fuld gang med at arbejde på albummet, ventes det først ude i slutningen af 2011.
ANNONCE