Nyhed

Treefight for Sunlight får engelsk ros

Det danske band udgiver snart deres debut i udlandet, og allerede nu falder der ros og stjerner af hos engelske medier

Treefight for Sunlight skriver på deres Facebook-side, at der allerede er kommet flotte anmeldelser af debutalbummet. I Danmark hed det "A Collection of Vibrations for Your Skull" - i England den mere mundrette titel "Treefight for Sunlight".

Også albumscoverets karakteristiske vandmelon er væk og erstattet af en blækspruttelignende tingest. Se de tre anmeldelser og albumcover her.

Albummet udkommer internationalt via Bella Union som så mange andre albums 14. februar, og på Facebook har de fire bandmedlemmer postet udklip fra britiske aviser. De tre blade giver alle fire ud af fem stjerner og skriver blandt andet (i fordansket oversættelse):


- Danmarks største eksportvare er ikke længere LEGO. 4/5 (Mojo Magazine)

- Lyden er stor, muskuløs og gennemgående orkestral med Brian Wilson-agtige vokalharmonier og nik til Steve Reichs klaverminimalisme. 4/5 (Uncut Magazine)

- Ubånhørlig munter kammerpop fra dansk kvartet. 4/5 (Q-Magazine)


De tre britiske medier sammenligner derudover Treefight for Sunlight med The Turtles, The Association, The Kissaway Trail og Beach Boys.

Treefight for Sunlight er i øjeblikket på tour, hvor de blandt andet varmer op for The Walkmen, der som Treefight for Sunlight er signet hos Bella Union. Kvartetten kommer også til Danmark igen og spiller følgende dage:

4.2 Lemvig Upcoming Festival, Lemvig
11.3 KulisseLageret, Horsens
12.3 Studenterhuset, Aalborg
17.3 Musikcaféen, Aarhus
18.3 Lille Vega, København
26.5 Fermaten, Herning 


Treefight for Sunlight internationale debut udkommer 14. februar via Bella Union.

ANNONCE