Nyhed

Foo Fighters var knivskarpe i Sverige

Dave Grohl & Co. leverede en overbevisende koncert i Stockholm, som lover godt for bandets kommende danske visit

Til sommer gæster Foo Fighters Refshaleøen i København, og skal man tro vort svenske broderfolk, kan fans af Dave Grohl og hans følge godt begynde at glæde sig.

I fredags gav de energiske amerikanere således en eksklusiv koncert foran 700 tilhørere på spillestedet Nalen i Stockholm, hvor ikke færre end 33 sange figurerede på sætlisten – og hvor GAFFAs svenske anmelder efterfølgende måtte uddele fem stjerner med blandt andet disse ord:

"I den enorme to timer og 44 minutter lange koncert på Nalen gjorde Foo Fighters det klart over for alle og enhver, præcis hvor knivskarpe de er, og at der stadig er meget få, der kan fremføre en lige så hårdtslående rockmusik med lige så store popmelodier, som de kan."

Man burde med andre ord kunne håbe på, at kvintettens visit i det københavnske bliver en lige så overbevisende – og omfattende – oplevelse, som tilfældet var i den svenske hovedstad, og der er stadig billetter at få til koncerten, som finder sted 21. juni fra kl. 18.00.

Til april, nærmere bestemt 11. april, udsender de garvede hardrockere i øvrigt deres syvende studiealbum, "Wasting Light", hvorfra singlen "White Limo" blev sluppet i februar og tyder på et album med masser af fremdriftig rockenergi.

Køb billetter til Foo Fighters-koncerten via GAFFA Live.   

ANNONCE