Nyhed

Den sidste White Stripes-koncert udgives

Den fire år gamle koncertoptagelse kommer ud med titlen "Live In Mississippi"

Det er fire år siden Meg og Jack White sidst spillede sammen, men alligevel kom meldingen om duoens opløsning først i februar måned. Men det betyder dog ikke, at det er slut med udgivelser fra gruppen, som er aktuelle med et væld af nyt materiale.

The White Stripes udsender inden længe livepladen "Live In Mississippi", der er en optagelse af duoens sidste koncert. Den blev afviklet 31. juli i byen Southaven, og på sætlisten finder man ud over Stripes-sange også coverversioner af sange af Robert Johnson og Son House.

Derudover er der en udgivelse af en single med sangen"Signed DC" af gruppen Love samt Otis Reddings "I've Been Loving You Too Long" på vej, og så kommer der snart to dvd'er. Den ene er en limited edition-udgave af "Under Great Northern Lights", der allerede har været udsendt i forskellige udgaver, og den anden er dvd'en "Under Moorhead Lights All Fargo Night", der viser en koncertoptagelse fra Ralph's Corner Bar i Moorhead, Minnesota. Den koncert fandt sted 13. juni 2000.


Alle disse udgivelser og samtlige fremtidige White Stripes-udgivelser vil være tilgængelige via den særlige abonnementsløsning The Vault, der er en del af Jack Whites pladeselskab Third Man Records.

ANNONCE