Nyhed

Sonic Youth genudgiver "1991: The Year Punk Broke"

Støj-rockgruppen fra New York fejrer 20-års jubilæet af deres banebrydende tour-dokumentarfilm med en dvd, der udkommer til september

Det er nu 20 år siden, Sonic Youth markerede sig med deres banebrydende tour-dokumentarfilm 1991: The Year Punk Broke, hvilket gruppen fejrer ved at udgive materialet i en dvd-udgave til efteråret.

Dokumentarfilmen, som blev instrueret af Dave Markey, da New York kunst-punkerne i 1991 turnérede på europæiske festivaler i selskab med Nirvana, The Ramones, Dinosaur Jr. og Babes in Toyland, har været ude af produktion i flere år.

Alle optagelser fra dokumentarfilmen 1991: The Year Punk Broke er blevet restaureret og justeret, og den kommende dvd vil indeholde 65 minuter bonusmateriale fra turnéen, der ikke tidligere har været udgivet. 


Derudover vil dvd'en indeholde Nirvanas optrædener med In Bloom og Sonic Youth med White Cross, Eric's Trip og Inhuman.

1991: The Year Punk Broke indeholder live-optrædender og backstage-optagelser af Sonic Youth og Nirvana i deres forsøg på at lave en glidende overgang fra punk til mainstream succes.

Via Youtube kan du se åbningsscenen, hvor Kim Gordon og Kurt Cobain danser i nærheden af en jernbane, mens Thurston Moore reciterer et Fedtmule-beat-inspireret digt.


I 2009 udgav Sonic Youth deres 16. udspil i form af albummet The Eternal, som GAFFAs anmelder Finn P Madsen tildelte fem ud af seks stjerner og gav overskriften "Støjpionerer markerer atter deres position mesterligt".  

Dvd'en 1991: The Year Punk Broke sendes på gaden den 6. september.

ANNONCE