x

Young til MC's Fight Night

Young til MC's Fight Night

Når de verbale battles i MC's Fight Night løber af stablen i Øst og Vest, vil den kun 20-årige Young være at finde i ringen. Ved Øst- og Vest-finalerne i henholdsvis København og Aarhus battler de 16 bedste MC's fra hver sin landsdel ved i alt 15 battles hvert sted, og kun de bedste MC's kvalificerer sig til at battle videre i bokseringen til finalen i KB-Hallen i København til oktober.

Til Øst- og Vest-finalerne er underholdningen de seneste par år blevet leveret af en blandt skare af navne som blandt andre L.O.C, Clemens, Jøden & Hefty, Torrpedorr og Marwan.

I år er det unge Young, der skal bevise, hvorfor mange indtaster hans navn på YouTube for tiden. Young vil være i selskab med sammenlagt 32 håbefulde freestyle-battle-MC's samt MC's Fight Nights faste inventar, som består af DJ Noize og Ufo, som står for at styre beats og lede battlerne.

Arrangørerne fortæller i en pressemeddelelse:

"I løbet af denne sommer var Young booket til Distortion og Start Festival i København. Hans talent fik hurtigt skabt opmærksomhed blandt musikkens elite - for bare fire dage efter han droppede videoen til nummeret "FokMedMigNu" hev Nik & Jay fat i Young og fik ham med på remix-tracket "Gi Mig Dine Tanker pt. 2", hvorpå de førende artister fra den nye generation er til at finde (Kesi, Gill, Kidd). Sangen får pt. en del spilletid på The Voice og P3. Remixet "FokMedOsNu" er netop lige udkommet efter en del hype omkring den - og iblandt de mange navne i videoen finder man kongen af dansk rap - L.O.C, som laver en cameo i Youngs del af videoen, hvor han dropper sætningen: "Nogen vil sige det er vantro, men jeg er efterkommeren af Liam O'Connor, jeg kan passe hans sko!"

Den nævnte video blev delt 2500 gange på Facebook inden for 24 timer og runder snart 50.000 views på Youtube. Sammenlagt er den på 15 dage blevet delt 8400 gange.

Derudover medvirker Young på Negash Alis nye single "Politics".

Du kan opleve MC's Fight Night og Young følgende datoer og steder:

Vestfinale: Lørdag den 10. september kl. 19 på Train i Aarhus

Østfinale: Lørdag den 17. september kl. 19 i Amager Bio i København

Finalen: Lørdag den 22. oktober kl. 19 i KB-Hallen i København (NB: Ny dato)

Billetter kan erhverves via GAFFA Live.

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA