Nyhed

Regnen stoppede Prince

Den stort anlagte NPG Festival blev afbrudt i utide, da et voldsomt uvejr brød løs over København

Lørdag fandt den første af to danske udgaver af Princes stort anlagte NPG Festivaler sted på 10-Øren i København. Det blev en ganske fin dag ifølge GAFFAs anmelder. Bortset fra en noget fraværende og dårligt syngende Chaka Khan gjorde de mange optrædende det fint, og Prince selv leverede en glimrende koncert. Om denne skriver GAFFAs Per Bloch Andersen blandt andet følgende:

"Prince er som altid i godt humør og styrer seancen med vanlig præcision. Uovertruffen musikalitet udspiller sig foran os. Hvad end det er nye numre, ældre sager eller covernumre. Henholdsvis "Guitar", "Take Me With You" og "Don't Stop Till You Get Enough". Det hele flyder sammen til en stor musikalsk suppedas hvor årstal, kategorier og genrer er underordnet – det er musik, her og nu, spillet lige for næserne af os. Hele dagen har levet op til Princes mantra – real music by real musicians – og dette må være kulminationen."

Desværre blev koncerten afbrudt efter knap halvanden time, da et voldsomt regnvejr brød løs over festivalpladsen. Og det var ikke lilla regn, men ganske almindelig dansk sommerregn. På dette tidspunkt havde Prince endnu ikke anvendt det lilla klaver på scenen, men det kommer måske i spil i dag, når Prince afvikler søndagens del af NPG Festival. Her optræder ud over Prince selv Maceo Parker, Chaka Khan, Janelle Monae, Nikka Costa og Hypnotic Brass Ensemble.


Læs anmeldelsen af lørdagens NPG Festival i GAFFAs anmeldelsessektion.

Opdatering søndag klokken 11.30: Koncerten i aften gennemføres, publikum lørdag får ikke penge tilbage

GAFFA har netop modtaget følgende pressemeddelelse fra den danske koncertarrangør ICO:


"Prince måtte i aftes afkorte sin optræden på NPG Festival'en, da et voldsomt skybrud med lyn og torden medførte, at det blev nødvendigt at slukke for al lyd og lys på scenen. Regnen slog direkte ind på scenen, og risiko for kortslutning gjorde det uforsvarligt at opholde sig på scenen.    
 
Alle andre optrædende gennemførte som planlagt, og Prince nåede at optræde 1 time og 30 min. Billetter til lørdagens festival derfor ikke.
 
Vejrudsigten lover opklaring fra middagstid, og festivalen i dag søndag gennemføres som planlagt.
 
Billetter til dagens NPG festival på 10-Øren i København kan købes på billetlugen.dk og ved dørsalget.

Dagens program:
PRINCE – (On stage 20.00 PM)
CHAKA KHAN (On stage 18.00 PM)
JANELLE MONAE (On stage 16.20 PM)
NIKKA COSTA (On stage 14.40 PM)
HYPNOTIC BRASS ENSAMBLE (On stage 13:00 PM)"

ANNONCE