Nyhed

Leonard Cohens venner kan godt lide hans nye sange

Den canadiske sanger udtaler også, at hans næste album muligvis bliver fulgt op af en turné

Poeten og singer-songwriteren Leonard Cohen udgiver, som vi tidligere har skrevet, et nyt studiealbum til næste år, et album, som vil være hans første siden 2004, og som får titlen "Old Ideas". Og nu har han fortalt lidt om albummet til pressen.

Til en prisuddeling i byen Oviedo i det nordlige Spanien, hvor Cohen fik tildelt en pris for bedste udenlandske forfatter i Spanien, udtalte han vedrørende det nye album, at han havde spillet en håndfuld af de nye sange for nogle venner, og "det så ud til, at de kunne lide dem". Det citerer The Guardian.

Turné


Til spørgsmålet om, hvorvidt albummet vil blive opfulgt af en turné, svarede den canadiske sanger: "Om Gud vil. Jeg ved aldrig helt, om der bliver en turné eller ej." Med andre ord vil den i dag 77-årige sanger ikke udelukke, at han kan finde på at tage på landevejen igen.

Cohen – der er kendt for at bruge lang tid på at skrive sine enkelte sange – fortalte også, at sangskrivningen stadig for ham er hårdt arbejde: "Du ved, at når du skriver sange, så er du altid en absolut begynder. Hver gang du tager fat i en guitar eller sidder ved et blankt papir, så starter du fra scratch. Det er en kamp."

Bagkatalog


I denne måned udkom desuden bokssættet "The Complete Studio Albums Collection", der indeholder 17 remasterede cd'er med alle af Cohens studiealbum inklusive liveoptagelser, og en version med 11 cd'er, der kun indeholder hans studiealbum. 

Hver skive i bokssættet er pakket i et lp-lignende cd-omslag, og boksen indeholder en tyk booklet med omfattende noter, diskografi og et essay af forfatteren Pico Iyer.

ANNONCE