Nyhed

Sebastian: Sys Bjerre er en af vore stærkeste sangskrivere

Sebastian synes bestemt ikke, at hans duetpartner på hans nye album hører til i den lettere afdeling

Sebastian er i dag aktuel med sit første studiealbum i 21 år, "Øjeblikkets Mester". GAFFAs skribent Espen Strunk har i den forbindelse lavet et langt interview med Sebastian, et interview, som du kan læse i GAFFA.dk's artikelsektion i tre dele. En del af snakken går i sagens natur på det nye album, hvor Sebastian synger duet med Sys Bjerre, og det har fået Espen Strunk til at stille Sebastian følgende spørgsmål:

... af alle samarbejdspartnere, du kunne vælge, har du valgt at inkludere en duet med Sys Bjerre, som nogle måske ville hævde befinder sig i den lettere ende, i forhold til de ting, du har lavet. Hvorfor?

Altså, jeg synes ikke bare, hun er let. Jeg synes også, hun laver glimrende sange, selv. Hun er helt klart en af vores stærke sangskrivere…


Det mener du…?

Ja, det mener jeg. Jeg synes, hun har lavet nogle gode ting. Men det har også noget at gøre med…..I forbindelse med denne her presseting som blev kørt ud her i forgårs, som handlede om at nu kom der en ny single osv., var der faktisk også et indlæg på GAFFA, som irriterede sig over, at denne her sang, den sang jeg med Sys Bjerre. Og om jeg nu skulle være ung med de unge. Der er jo det ved det, at jeg har arbejdet med unge… for det første arbejder jeg med unge mennesker næsten hver dag i min instruktions og teatermetier. Så det er jo sådan set ikke noget problem, som sådan…

Men det er jo også sket tidligere; da jeg indsang "Vårvise" sammen med Sissel (Kyrkjebø, red.), blev hun jo også, af nogen, betragtet som i den lettere ende, og hun var 20 år yngre end mig. Og det viste sig i høj grad at have en relevans, kunne man sige. Så det er ikke noget, der er fremmed for mig. Hvis jeg syntes, det passede ind kunne jeg have haft en pige på otte år til at synge med, hvis det var.


Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE