Nyhed

Nyt album og biografi om Johnny Madsen

Onsdag udkommer Madsens nye album "Le New York". Samme dag udsender People's Press biografien "Nattegn - Et portræt af Johnny Madsen"

Johnny Madsens nye album "Le New York" er indspillet på ti dage i en lejlighed på Montamrtre i Paris, og som det var tilfældet med sidste udgivelse har sønnen Rasmus Madsen også denne gang sat et væsetnligt aftryk på pladen. Madsen junior spiller med på alle sangene og har sammen med Thomas Alstrup produceret pladen.

I pressematerialet fra pladeselskabet RecArt hedder det: "Inspirationen til samtlige sange på Le New York kom uventet under en kunsttur til nogle af de største byer i USA. Da Madsen fandt sig selv tilbage på Fanø med en flok nye sange, skreg disse på at blive indspillet i nye rammer, som Johnny siger det: "Når sangene er skrevet i – og om – så stort et land og så store byer, så er det altså svært at rykke ind i et studie i Nørre Kvong og finde den samme inspiration." Derfor rykkede de gear og mobilt studie til Montmartre i byernes by – hvor clashet mellem den nye natklubkultur i området og den historiske summen fra Dalí, Monet, Picasso og van Gogh har inspireret indspilningen af albummet Le New York."

På onsdag udkommer samtidig Pia Elers' biografi om Johnny Madsen. Elers, der arbejder som korrespondent for Dagbladet Børsen i Kina, har kendt Madsen personligt siden 70'erne.


Forlaget fortæller, at bogen, der har været flere år undervejs, er fyldt med oneliners, anekdoter, interview med musikkollegaer, familie, venner og tegner et nuanceret portræt af den ægte, kompromisløse, vestjyske kunstner.

"Nattegn", hvis titel muligvis refererer til Johnny Madsens album fra 1989 af samme navn, bliver således den anden bog om Johnny Madsen, eftersom samme forlag i 2008 udgav Jyllands Posten-anmelder Anders Houmøller Thomsens roste bog "Særling Fra Verdens Ende."

Johnny Madsen er i øvrigt i gang med en lang trio-turné, der startede på Hotel Lidenlund i Lemvig og slutter i Malaga i december.


Koncerttider og steder kan ses via linket her

ANNONCE