Nyhed

Frost Festival klar med nye navne

Den københavnske Frost Festival føjer Nils Frahm, Jonathan Johansson og The Eclectic Moniker til programmet

Over tre aftener fra den 9.-11. februar giver henholdsvis tyske Nils Frahm, svenske Jonathan Johansson (billedet) og danske The Eclectic Moniker koncert i Koncertkirken på Nørrebro i forbindelse med Frost 2012.

Den tyske pianist, komponist og producer Nils Frahm er kendt for at fusionere klassisk musik med dybtfølt indie, og ifølge Frosts hjemmeside er Thom Yorke og Mikael Simpson dedikerede fans af Nils Frahm. Niels Frahm har blandt andet i samarbejde med Peter Broderick lavet en coverversion af Efterklangs nummer "Harmonics".

Svenske Jonathan Johansson slog for alvor igennem med sit melakolske hit "Aldrig Ensam", som han blandt andet spillede herhjemme ved P3 Guld i 2010. Skulle man ikke kende til Jonathan Johansson, kan det oplyses, at han senest har udgivet albummet "Klagomuren", været på forsiden af det svenske GAFFA og optrådt i Det Ny Talkshow.


The Eclectic Moniker er et forholdsvis nyt navn på den danske musikscene. Som GAFFA netop har skrevet i dag, har The Eclectic Moniker fået en pladekontrakt med A:larm Music og udgiver sit debutalbum i 2012. Gruppen er kendt for sin eksotiske calypso-pop og har i år blandt andet spillet på Spot og Roskilde Festival.

De tre nye offentliggørelser til Frost 2012 slutter sig til feltet af navne, der allerede tæller amerikanske Wilco og deres landsmænd i Clap Your Hands Say Yeah, engelske Wu Lyf og de tre danske navne Sleep Party People, Spleen United og August Rosenbaum. Alle navne, der i februar vil indtage diverse spillesteder i København.

Frost beskriver sig selv som et musikalsk lys i mørket og er en del af Wonderful Copenhagens festivalparaply, WonderCool Copenhagen, der samler og promoverer begivenheder i det københavnske.


Billetter til koncerterne kan købes separat via www.billetnet.dk fra torsdag den 15. december.

 

 


ANNONCE