Nyhed

Springsteen til Utøya

Bossen vil deltage i mindekoncert på årsdagen for terrorangrebene i Norge

Kilder i det norske socialdemokratiske partis ungdomsafdeling, AUF, fortæller, at Bruce Springsteen har takket ja til at deltage i en mindekoncert på øen Utøya på årsdagen for terrorangrebene i Norge den 22. juli, skriver norsk TV2. Dette blev oplyst i går (onsdag 14/12), men endnu er der ikke kommet nogen officiel bekræftelse fra Bruce Springsteen.

AUF's sommerlejr på øen Utøya blev ramt af en tragedie, da den højreradikale terrorist Anders Behring Breivik tog til øen og begik en regulær massakre. 69 mennesker mistede livet på øen, og otte mennesker døde i en eksplosion i Oslo samme dag. En gerning, Breivik også stod bag.

Bruce Springsteen har allerede annonceret en turné, der bringer ham til Norge, Danmark og Sverige denne sommer.

Bruce Springsteen fik sit gennembrud i midten af ​​70'erne med albummet "Born to Run" og fulgte det op med klassiske albums som "Darkness on the Edge of Town", "The River" og "Born in the USA". Den 62-årige sanger og sangskriver har solgt over 120 millioner album verden over og vundet mange priser, heriblandt 20 Grammyer, en Oscar, Polar Music Prize og en plads i Rock and Roll Hall of Fame. Hans seneste album, "The Promise", kom i slutningen af ​​2010 og var en samling af tidligere uudgivne sange indspillet i slutningen af 70'erne.

Opdatering:

AUF's formand Eskil Pedersen afviser ovennævnte historie over for den norske avis Dagbladet, men norsk TV2 fastholder den. Læs mere her.


ANNONCE