Nyhed

Swedish House Mafia klar med single

”Grayhound” ude nu og skrevet i samarbejde med Absolut Vodka

Den svenske house gruppe Swedish House Mafia har indgået et samarbejde med Absolut Vodka, hvor de har skrevet nummeret til vodkaproducentens kommende reklamekampagne, som vil nå ud over Europa hen over sommeren. Samarbejdet har resulteret i singlen "Greyhound", som allerede nu kan downloades fra de digitale medier.

Swedish House Mafia går med samarbejdet med Absolut Vodka i fodsporene på Spike Jonze, Cee-Lo Green og Jay-Z, såvel som kunstnerne Andy Warhol og Keith Haring. Absolut Vodka har igennem 30 år haft et kreativt samarbejde med de førende kunstnere inden for musik, kunst og mode.

Om singlen "Greyhound" har Sebastian Ingrosso fra gruppen udtalt: "Da vi spillede "Greyhound" for første gang, var det foran 20.000 fans ved Madison Square Garden, og reaktionen var fantastisk. Det gav os kuldegysninger."


Swedish House Mafia blev dannet i 2008 og består af Axwell, Steve Angello og Sebastian Ingrosso. Dj- og producertrioen fik kontrakt med Universal Music Groups Polydor Records, og i 2010 udgav de deres første officielle single "One (Your Name)", hvor Pharrell Williams (N.E.R.D) medvirker. Singlen blev en massiv succes på dance-scenen og banede vej for singlen "Miami 2 Ibiza" med Tinie Tempah, der som sin forgænger også blev en international succes. Begge singler var at finde på trioens debutalbum "Until One", som udkom 2010.

I 2010 udkom dvd-dokumentaren om Swedish House Mafia med titlen "Take One". Dokumentaren blev filmet over to år, 253 koncerter og 15 lande og er instrueret af Christian Larson. Om dokumentaren har Larson udtalt: "Der er ingen fortæller overhovedet. Det er sekvenser af dem, og det er lavet til en historie. Det hele er kronologisk. Vi fulgte bare med dem rundt, og de blev karakterer i deres helt egen film. Det hele skete ret naturligt. Det var ret let, da de alle har så stærke karakterer, alle tre."

Siden debutalbummets udgivelse har Swedish House Mafia udgivet singlen "Save The World" i 2011, som hurtigt blev kendt for sin musikvideo, hvor en række hunde redder folk i nød.


Hør singlen "Greyhound" fra Swedish House Mafia taget fra BBC Radio 1 her:

 


ANNONCE