Den georgisk/britisk-fødte sangerinde besøger intet mindre end tre byer, når hun til efteråret lægger vejen forbi Danmark
Der er rig mulighed for at opleve den 27-årige sangerinde Katie Melua, når hun til november runder Danmark på sin turné. Hun giver nemlig ikke mindre end tre koncerter på dansk jord, henholdsvis i Falconer Salen i København, Vejle Musikteater og Arena Nord i Frederikshavn.
Katie Melua udgav i 2003 sit debutalbum, som allerede på de første fem måneder solgte mere end 1,8 millioner eksemplarer. Det er siden hen blevet til i alt fem studiealbum, der indeholder store hits som "Nine Million Bicycles" og "The Closest Thing to Crazy".
Alle Meluas plader har rummet en blanding af sangerindens egne numre, sange af sangskriveren Mike Batt samt en række coverversioner af sange fra artister som Eva Cassidy, John Mayall og Randy Newman, og det gælder også den seneste, "Secret Symphony" fra 2012.
I et interview til Digital Spy siger Katie Melua: "At synge andre folks sange bringer noget ud af dig og din stemme, som måske er anderledes end der man ville have været gået vokalt med eget materiale".
Pladen fik da også flotte fem stjerner med på vejen fra GAFFAs anmelder Ivan Rod, som blandt andet skriver:
"Secret Symphony er britisk/georgiske Katie Meluas femte studiealbum. Måske hendes hidtil bedste. Secret Symphony er i hvert fald et meget stringent album, båret af balladens skønhed fra ende til anden."
Udover den succesfulde sangerinde kan man til de tre november-koncerter også opleve support-actet BOY, som består af to tyske piger, der allerede nu sammenlignes med navne som Phoenix, Feist og Bon Iver.
Katie Melua kan opleves allerede til sommer, hvor hun gæster Skive og Odense på sin "Secret Symphony"-turné. Billetter til alle koncerterne kan købes via GAFFA Live.
Se en video til det nye nummer "Moonshine" her og se Katie Melua tale om sit nye album og give et nummer på GAFFA TV.