Nyhed

Dansk trekløver indtager Paris

PowerSolo, Spleen United og Lampshade spiller i Paris efter at være blevet spottet på, ja, SPOT Festivalen

Powersolo, Spleen United og Lampshade går i morgen aften på scenen i den parisiske klub Le Point Ephémère, og de er således levende beviser på, at den århusianske SPOT Festival lever op til intensionerne om at skabe ekstra fokus på den danske musiks vækstlag.

Koncerten er nemlig et direkte resultat af en gruppe franske musikjournalisters besøg på de sidste års udgave af SPOT. Her har franskmændene udarbejdet hver deres top-10 over de mest interessante navne, og disse lister har nu udmøntet sig i en invitation til de tre nævnte danske bands.

PowerSolo (billedet) endte på en klar førsteplads blandt journalisterne ved sidste års afstemning efter SPOT, og bandet har allerede godt gang i den franske karriere. Ikke blot har gruppen spillet en lang række koncerter rundt om i landet, men de kan også høres på fransk tv, hvor bandets sange bliver brugt i to store reklamekampagner.


Spleen United endte i top-5 ved dette års afstemning og er derfor også med på plakaten. Bandet har dog endnu ingen kontakter i Frankrig, mens den sidste danske repræsentant, Lampshade, allerede har single og album på gaden i det franske.

ANNONCE