Nyhed

The Sandmen vender tilbage

Det danske rockband genopstarter turnévirksomheden med fem danske koncerter

Danske The Sandmen har ikke turneret siden 2008, men nu vender bandet tilbage til de danske landeveje med december-koncerter i København, Aarhus, Odense, Esbjerg og Randers. Gruppen står bag hits som "Western Blood", "House in The Country", "Weather With Heather", "5 Minutes Past Loneliness" og "Snowman", og bandet fortæller, at koncerterne har fokus på deres store bagkatalog.

Livekoncerternes line-up bliver med sanger Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen på trommer, Stefan Moulvad på guitar, Jens Hein på bas og Palle Hjorth på keys og hammondorgel. De to sidstnævnte er nytilkomne, siden sidst bandet var på turné, mens bassist Ole Wennike til gengæld er gået ud.

The Sandmen blev dannet tilbage i 1985, gik i opløsning i 1995, og i 2003 blev bandet gendannet. Siden har de udgivet en opsamlingsplade med firsernes og halvfemsernes hits og to nye roste album. I 2009 kunne man dog læse på spillestedet Pumpehusets hjemmeside, at bandet holdt pause på ubestemt tid, på grund af "uoverensstemmelser internt i bandet i øjeblikket." De aflyste alle deres koncerter i 2009, og frontmand Allan Vegenfeldt forklarede om pausen i et interview til Politiken:


"Vi har måske slidt lidt rigeligt på hinanden de sidste par år, og hvis den gnist ikke rigtigt er der, så er det lige pludselig meget at lave for en lille smule glæde, så derfor valgte vi at sige, at så kan det sgu være lige meget".

The Sandmens seneste album "Shine" udkom i september 2008, hvor albummet modtog fire stjerner fra GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, som skrev: "For to år siden gjorde The Sandmen et fint comeback efter 12 års albumpause med White Trash Red Front, og nu fortsætter de, hvor de slap. Denne gang er tempoet dog generelt sat en kende ned, men til gengæld er rytmerne blevet mere groovy, hvilket leder tankerne hen på Ole Lukøjernes gedigne 1991-album Gimme Gimme og især sætter fut i sangen Mover."

Forsalget er startet, og billetter til koncerterne kan købes via spillestedernes hjemmesider.


The Sandmens turné

06. dec – Tobakken, Esbjerg

07. dec – Turbinen/Værket, Randers


08. dec – VoxHall, Aarhus

20. dec – Posten, Odense

21. dec – Vega, København


ANNONCE