Nyhed

Nordic Music Prize offentliggør de nominerede

Der er nu fundet 12 artister, der har muligheden for at vinde prisen for det bedste nordiske album. Choir Of Young Believers er én af dem.

Nordic Music Prize uddeles hvert år til det bedste nordiske album. Prisen er inspireret af den britiske og irske Mercury Prize og blev første gang uddelt i 2011.

En bred vifte af musikbranche-folk i hver af de fem nordiske lande har stemt og udvalgt 10 kandidater fra hvert af landene, og nu er den internationale jury klar til at offentliggøre de 12 nominerede til Nordic Music Prize. De to danske kandidater til prisen er Selvhenter og Choir of Young Believers. Se resten af de nominerede nedenfor.

"Jury-møderne til Nordic Music Price er altid øreåbnere. Vi lærer fra hinandens viden og opdager fantastisk ny musik fra den lokale scene, som vi ikke vidste eksisterede. Prisen handler om at bryde barrierer ned, både musikalsk og kulturelt, og bliver vigtigere for hvert år. Vi prøver at vælge de album, vi bedst kan lide, gennem diskussion, lytning og afstemning, uden for meget politik og territorial stolthed indvolveret," siger Audun Vinger, medlem af kommiteen.


Vinderen af prisen bliver afsløret den 14. februar under den norske branchefestival by:Larm. 

Første gang blev Nordic Music Prize vundet af den islandske Jónsi for solodebuten "Go", mens den anden blev vundet af svenske Goran Kajfeš for albummet "XY", og så må tiden vise, om det denne gang bliver en dansker, der løber med prisen for det bedste nordiske album.

De nominerede til Nordic Music Prize:


- Selvhenter - "Frk. B. Fricka" (DK)

- Choir Of Young Believers - "Rhine Gold" (DK)

- Susanne Sundfør - "The Silicone Veil" (NO)


- Tønes - "Sån av salve" (NO)

- Lindstrøm - "Smalhans" (NO)

- Pää Kii - "Pää Kii" (FI)


- Kerkko Koskinen Kollektiivi - "Kerkko Koskinen Kollektiivi" (FI)

- Neneh Cherry & The Thing - "The Cherry Thing" (S)

- First Aid Kit - "The Lion's Roar" (S)


- Anna von Hausswolff - "Ceremony" (S)

- Ásgeir Trausti - "Dýrð í dauðaþögn" (IS)

- Retro Stefson - "Retro Stefson" (IS)


ANNONCE