Nyhed

"Danmarks flotteste guitarist" til The William Blakes-koncert

Kristian Leth & Co. er klar med endnu tre meget forskellige gæster til koncerten i Amager Bio

Endnu flere gæster har meldt sig på scenen til The William Blakes' årlige fastelavnskoncert, som i år finder sted søndag den 10. februar – fastelavnssøndag – i Amager Bio. Nemlig komikeren Frank Hvam, Nephew-guitaristen Kristian Riis – der over for bandet har omtalt sig selv som "Danmarks flotteste guitarist" og derfor meget gerne ville være med, hvilket de ikke kunne stå for – og den snart albumdebuterende sangerinde Kristina Renée, der har indspillet sit album med The William Blakes' Frederik Nordsø som producer. Tidligere har bandet annonceret jazzsaxofonisten Benjamin Koppel, D-A-D-guitaristen Jacob Binzer, world-gruppen Afenginn, sangeren og sangskriveren Shaka Loveless og multimusikeren Kresten Osgood som gæster.

Frederik Nordsø fra bandet udtaler: "Vores pejlemærker i forhold til gæster er enkle: Ville det være fedt at spille sammen? Glæder jeg mig til at se, hvad de finder på? Sker der noget uventet for os og publikum? Og så skider vi på om folk er aktuelle, unge, gamle, hippe, legendariske eller hvad. Musikken er det vigtigte. For os alle sammen."

The William Blakes' årlige fastelavnsfest er en velgørenhedskoncert, hvor overskuddet går til nødhjælpsorganisationen Partners in Health, der leder arbejdet i Haiti. Haiti er det fattigste land på den vestlige halvkugle, og situationen gik fra elendighed til katastrofe, da landet blev ramt af et altødelæggende jordskælv i januar for tre år siden.


The William Blakes udgiver kort efter koncerten deres femte album. Gruppen alias Kristian Leth, Frederik og Fridolin Nordsø og Bo Rande, debuterede i 2008 med albummet "Wayne Coyne" (dengang uden Bo Rande), som blev fulgt op af "Dear Unknown Friend" (2009), "The Way of the Warrior" (2010) og "Music Wants To Be Free" (2011). I 2012 udgav The William Blakes ikke nyt, men til gengæld udsendte Kristian Leth det dansksprogede soloalbum "Hjemad".

Køb billetter til koncerten via GAFFA Live.

ANNONCE