Reportage: by:Larm torsdag – alsidighed og højt niveau

GAFFA er traditionen tro med på den norske musikfestival by:Larm, der løber af stablen fra den 13. til og med den 16. februar. Over 130 artister giver koncerter på festivalen, mens der også er et ganske pænt udbud af musik uden for festivalprogrammet.

Andægtig blues-sangskrivning
Det første musikalske indslag torsdag aften var den spirende norske singer/songwriter Monica Heldal. Hun har endnu sin debutudgivelse til gode, men det materiale, der er tilgængeligt tegner virkelig lovende. Det indtryk ændrede koncerten ikke meget ved – tværtimod. Hun befinder sig indenfor en klassisk folk/blues-tradition, der skuler vældig meget over på den anden side af Atlanten. Hun har blandt andet turneret med britiske Ben Howard, som hun også har indspillet det glimrende nummer "Burgh Island" med på ep'en "The Burgh Island".

I Jakobs kulturkirke, hvor Heldal og co. var de første på plakaten, var der fire personer på scenen til at tage publikum med ind i Heldals fine landevejsbeskuende og støvede univers. Musikken blev især bygget op af flertallige og sammenflettende guitarfigurer på henholdsvis akustisk guitar – spillet af Heldal selv – og elektriske veldoserede anretninger. Også trommer med stor tonelængde var med til at bygge numrene fint op.

Vi fik blandt andet den tidlige single "Scarlet", der gjorde sig fint i det store andægtige rum, ligesom nummeret "I Don't Mind" også gjorde sig godt til at fremhæve den norske sangerindes små smukke vokalnuancer, der bestemt er værd at fremhæve. Der var generelt en behagelig ro over den 21-årige Heldals sæt, og selvom Heldal til sidst skruede en kende for meget op for blue-grass-knappen, så var Heldal et smuk åbning af den smukke Jakobs Kulturkirke.

Prisuddeling uden hovedpersoner
Herefter gik turen til uddelingen af den tilbagevendende Nordic Music Prize, der blev uddelt efter en storstilet middag for de involverede, partnere og lignende, mens der var adgang for pressen lige op til uddelingen. Her blev det hele introduceret af den anerkendte svenske journalist Andres Lokko, der har været formand for juryen, der især har bestået af britiske pladeselskab og pressefolk, samt en enkelt amerikansk pladeselskabsrepræsentant. Som det skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det altså var den svenske duo First Aid Kit, der var tale om.

Herefter var der lidt af en skuffelse, da det stort anlagte arrangement "kun" bygget op omkring denne prestigefyldte pris fortalte, at duoen desværre var på tour, så de to søskende Johanna og Klara Söderbergs moder var til stede for at tage imod prisen på deres vegne. Hun læste en længere sentimental takke-mail op, som blev taget vel imod i salen. Dermed var det sådan set overstået, men man kan naturligvis bære en mindre skuffelse over, at det ikke var muligt at få vinderen om bord til overrækkelsen.

Svensk knivsæg-pop
Turen gik videre til nogle andres svenskere, nemlig duoen jj, der havde fået spilletid i føromtalte kirke. Det stemningsfulde samplede univers, jj normalt spiller, var afløst af håndspillede sange på guitarerne, der dog også er flittigt i brug på deres indspilninger. Joakim Benon og Elin Kastlander, der er duoen bag, blev suppleret af en bassist denne aften, om end Kastlander startede på egen hånd med en meget smuk og fin intim udgave af "Things Will Never Be the Same Again". Rummet kom for alvor gruppen til gode, når Kastlander med sin meget kraftfulde vokal tog fat.

Der var en kende usikkerhed at spore undervejs, hvor hendes vokale pitch af og til var en kende off. Dermed ikke sagt, at det som sådan ødelagde noget, men det gav fornemmelsen af, at det kunne bryde sammen hvert øjeblik, det skulle være, og det var faktisk en af de sjældne gange, hvor det virkede. Herefter hoppede Benon og bassist om bord og fortsatte med den ellers Snoop Dogg-samplede  "Are You Still In Valida?". På mange måder er det et "stille vanvid" at opleve jj, der konstant balancerer mellem det håbløst uvisse og det smukt tilgængelige i deres performance.

Der var fine guitar- og basfigurer – for eksempel chorus-bas – og det virkede generelt rigtig godt i sin nedbarberede rumklangs-form. Men Kastlander var halvt på vej ud af scenen, før sidste nummer var slut, og der er nogle spøjse signaler undervejs i løbet af en jj-koncert, der gør, at man fortsat er i tvivl om, hvorvidt gruppen ikke er bedst, når de sidder og spiller tingene ind på et fysisk medie.

Støjherligheder fra danskere
Også danske Howl Baby Howl stod på GAFFAs koncertprogram denne aften. De spillede i den mindre klub Mono, der passede fremragende til duoens – denne aften fire mand – støjende garagerock-eskapader. Med den udmærkede ep-trilogi, "EP Trilogy", i bagagen, var der virkelig lagt op til en intens optræden – og det fik vi også.

Det var virkelig potent udført på guitarer, bas, loopet mini-keyboard, sang og trommer. Gruppens energi var tydeligt smittende på de tilstedeværende i klubben, mens Jeppe Brix Sørensen og Silas Hagemann Tinglef og co. stille og roligt skruede op for volumen og støjniveauet. For eksempel på "A Place In the Sun" fra ep'en "Kids of Chaos", som var overordentlig groovy, og et symptomatisk element for gruppen er, at de ikke forsøger at være noget, de ikke kan leve op til. Tværtimod. Til gengæld blev der malet med massive guitarpensler i tunge, lange drøje strøg, og gruppen så bestemt også ud til at nyde situationen. Det var en aldeles positiv omgang, der blev leveret af københavnergruppen, som desværre sluttede alt for hurtigt efter de kun 30 minutter, kunstnerne har at spille i under festivalen.

Selv træbenene kom i svingninger
Med en behageligt svag summen for øret fortsatte vi til WiMP-teltet, hvor danske Vinnie Who skulle give koncert. Barometer-hitteren "The Wiggle" satte sættet i gang, af det store og meget velspillende orkester Niels Bagge havde taget med sig. Med vanlig tilbagelænet og cool attitude stod Bagge som en ækvivalent til en poppet sammenblanding af LCD Soundsystem og Prince på scenen.

Med et album lige om hjørnet, var det bestemt et orkester i hopla – trods et knap halvfyldt telt. Vi fik også "Remedy" fra debuten "Then I Met You". Og det er spøjst, for selvom Niels Bagge ikke gør så voldsomt meget væsen af sig, når han står bag mikrofonen og laver sine momentære dansetrin, så udstråler han, at han er er på toppen af det hele, og det i sig selv er et stærkt element, der virker meget smittende og overbevisende.

Bandet fortsatte sættet med at bygge dynamiske kurver op til vel-balancerede disko-grooves, hvor der blandt andet blev jammet godt på perkussion og rytmik generelt. Også førstesinglen "How Can I Be Sure" fra den kommende "Midnight Special"-plade var en fornøjelse. Bagges attitude kombineret med et yderst veloplagt orkester gjorde koncerten til en af de bedre disko-indsprøjtninger, der er derude.

Natte-melankoli at gå hjem på
GAFFA sluttede aftenen af på den store Sentrum Scene, hvor Thomas Dybdahl (billedet) for alvor kunne føle sig på hjemmebane. "Oslo – det er længe siden", startede Dybdahl ud, før han blandt andet gav nogle nye smagsprøver. Der var også blevet plads til gamle kendinge som "Cecilia" fra den melankolske folkrock-gruppe på fem mand, der var samlet til anledningen. Også en letsluppen "Man On A Wire" fra Dybdahls kommende plade, som viste, at han ikke forlader sin kernegruppe efter den mere eksperimenterende "Waiting For That One Clear Moment". Det er fortsat en melankolsk croonende Dybdahl mellem falset og de dybere varme lag.

Også "A Love Story" og Tomorrow Stays The Same" var på sættet, hvor førstnævnte desværre for denne anmelder blev spillet for tjept. Ikke desto mindre så var sidstnævnte klart mere mindeværdig. Også den charmerende "U", der blev spillet af en trio, hvor Dybdahl selv spillede bas, mens orgelet orkestrerede med varme og karakter. Slutteligt skal det nævnes, at det smukke stykke "But We Did" fra Dybdahls kommende plade var særlig god. Man har blandt andet kunne høre en bid i traileren til filmen "Eventyrland". "All this time / we were told / we would mever make it / everyone said that we couldn't break It / everyone said there's no way to shake it / but we did" – lyder teksten, der i øvrigt har en utrolig intim Dybdahl helt i front på de forsigtige ansatser. Alt i alt en fornuftig natkoncert med Dybdahl.

GAFFA nåede også at se små smukke bidder med Broken Twin i duoopsætning, men måtte haste videre, ligesom vejen også krydsede Tim Christensen & the Damn Crystals på Rockefeller, der gav et par solide stærke numre, som der også blev snust til. Alt i alt en udmærket alsidig aften med et højt bundniveau, uden at de helt store bjergtinder dog blev nået.