x

Tema: Ep’en er tilbage

Tema: Ep’en er tilbage

Albumformatet får i disse år hård konkurrence af ep-formatet, der (atter) har vundet indpas som et godt værktøj for kunstnere og musikere, mens vi lyttere kan glæde os over hurtigere udgivelser fra vores favoritter – eller fra debutanter. Se på Veto (billedet). Se på Ulige Numre. Der er i dag mange eksempler på både debuterende og mere garvede musikere, der lægger albumformatet på hylden for en stund – og i stedet kaster sig over den "moderne" ep.

De har eksisteret i mange år. Faktisk har de eksisteret i over 60 år – ep'erne.  I over 60 år er de blevet brugt som alternativ til albummet og singlen. The Beatles udgav dem. Beach Boys gjorde det. Noget senere har folk som R.E.M., Nirvana, My Bloody Valentine, Pixies, Kate Bush, Godspeed You! Black Emperor og mange flere haft glæde af formatet. I 1994 toppede Alice In Chains som det første band Billboard-hitlisten med den legendariske ep Jar Of Flies, der blandt andet indeholder den akustiske klassiker Nutshell med flere. Mange af de helt store startede deres karriere med en ep, ligesom der også eksisterer masser af ep'er, der af fans bliver betragtet som lige så vigtige værker som nogle af kunstnernes langspillere.

En moderne ep

Ep'en har på mange måder fået et revival som kunstnerisk statement i dag, hvor GAFFA-redaktionen modtager flere og flere ep'er til anmeldelse. Det er både etablerede kunstnere og debutaner, der bruger formatet, mens der dog er en klar overvægt fra sidstnævnte kategori.

I dette blik på nutidens ep har vi trukket en streg i sandet i 2001, hvor der var en prominent dansk ep, der så dagens lys. Her udgav Saybia nemlig deres debut-ep Saybia, som blandt andet indeholdt en god samling numre, der for alvor var med til få gruppen frem over stepperne – numre som Fool's Corner og The Day After Tomorrow. En helt grundlæggende udgivelse for gruppen – som i øvrigt vandt dem en Grammy, før de fulgte op med gennembrudsalbummet The Second You Sleep. Christian Backman, der var A&R-manager (kunstnerisk leder, red.) for EMI på daværende tidspunkt – i dag A&R og medstifter af Copenhagen Records – fortæller om idéen:

– Vi kiggede dengang på Dizzy Mizz Lizzy, der havde vundet DM i Rock i 1993, og som havde lavet et mini-album eller en ep derefter – de var allerede blevet et collector's item. Det var også inspireret af Coldplay, som også havde en ep ude, inden deres debutalbum Parachutes kom (The Blue Room EP, red.). Der var en ep, som var ude at gøde markedet. Det var inspirationen til det. Det var ikke en revolutionerende tanke. Vi kiggede bare på, hvad der fandtes af tidligere eksempler på, hvad der er sket for at få tingene sat ordentlig i gang.

– Saybia havde jo turneret Danmark tyndt i en to-tre år, hvor de spillede virkelig mange koncerter. Vi vidste, at der var en god sund following derude. Tanken var, at ep'en skulle ud for at stimulere den following, som de havde opbygget via deres liveaktivitet. Ep'en skulle have karakter af, at nu var de blevet signet på et pladeselskab, og nu ville de gerne have noget, der kunne definere dem og den tid, de havde haft sammen. Fra band til fans – og dem, der fulgte dem – inden det hele gik løs, og de tidlige followers skulle til at dele bandet med det publikum, der ikke havde opdaget dem endnu. Det var hele idéen. Idéen var ikke, at den skulle spilles på P3, eller at der skulle være hitsingler fra den ep. Det var bare noget der skete, reflekterer Backman.

Selvom andre danske navne før Saybia også har benyttet ep-formatet, så satte Saybia på flere måder standarden for ep'ens omfang og muligheder i det 21. århundrede.

– Forskellen på ep'en i nyere tid og så tilbage i tiden er, at omfanget typisk er større. Saybias ep er på seks numre og varer lige godt 25 minutter. Det er en del mere end de ep'er med fire numre og tolv minutters musik, som eksempelvis The Beatles udgav. Men det er stadig et "let" medie, som er mere uforpligtende i forhold til det mere værkprægede og forpligtende albumformat, forklarer Henrik Marstal, der er adjunkt og musikforsker på Rytmisk Musikkonservatorium.

– I nyere tid står Saybias ep som en formatmæssig reference og som en godt udtryk for den moderne ep, der også er en anerkendt størrelse uden for Danmark. Eksempelvis er Kents Hjärta & Smärta EP fra 2005 med fem numre fordelt på 21 minutter jo ligeledes en moderne måde at bruge ep-formatet på.

Et godt debutantformat

Nogle af dem, der har været storleverandører af en række moderne populære ep'er er pladeselskabet A:larm Music, der blandt andet har udgivet debut-ep'er med navne som Ulige Numre, Choir Of Young Believers og The Rumour Said Fire – sidstnævnte blev i øvrigt kåret som årets album af Berlingske.

– Vi har ikke en skabelon, som vi bruger til alle vores kunstnere. Det er lige så meget omkring, hvad de kommer med af ønsker. Nu har vi jo nogle modeller til, hvordan man kan gøre det. Så for mig er en ep ligeså vigtig som et album, netop fordi det er sjældent, at folk får lyttet til hele album i disse tider. Det er vigtigere, at der er nogle spydspidser netop med singler, som man kan hive frem. I hele forløbet bliver man jo også bedømt – også i forhold til at lave en indpakning med en musikvideo og en single, der kører på radioen. Formatet – værket – det er ikke alfa og omega mere, og det er jo forbrugerne i sidste ende, der har besluttet sig for det. Det er både os og kunstneren, der prøver at tilpasse sig, fortæller Promotion & Product Manager fra A:larm Music, Martin Bergholt Buhl, og han uddyber:

– Mange af de henvendelser, vi får fra bands, som vi ikke har signet, kommer ofte med en sang, hvor de skriver, at de har en ep på vej. Det er en måde, hvor man kan komme ind i vores stab og vores betragtning, modsat at de siger, at vi har det her nummer, og om et års tid har vi et færdigt album. Vi skal jo også smede, mens jernet er varmt, og tendenserne ændrer sig næsten fra måned til måned. Tidligere gik der år, hvor man for eksempel skiftede fra rock til hiphop og så om igen. Lige nu er det hele så fragmenteret. Det handler meget om, at ep'en er rigtig god til at være justerbar og dynamisk. Lige nu synes jeg, at ep'en er et godt holdepunkt mellem det forkromede album og den her ene single.

Koncepterne i fokus

Det er nu ikke kun debuterende kunstnere, der i dag benytter sig af ep-formatet, også den danske sangskriver, musiker og producer Nikolaj Nørlund har beskæftiget sig med formatet på begge sider af mikserpulten.

– Jeg syntes, at det var interessant, da jeg begyndte at arbejde med ep'en, for eksempel med Plan A (2010) og Kom Med Et Bud (2011), at man med en ep kan lave nogle koncepter, som måske netop holder en fem-seks numre. Kom Med Et Bud er et godt eksempel. Jeg ville ikke have kunnet lave en plade med 12 numre, hvor jeg sad og spillede dansktop-sange med akustisk guitar, men jeg synes egentlig, at det fungerede godt på seks numre. På den måde kan man slippe af sted med at lave nogle koncepter, som ikke ville have holdt til et helt album, som godt kan være gode idéer. Det synes jeg er ret interessant. Det konceptuelle. Det kunne være sjovt, hvis folk brugte det lidt mere omkring koncepterne, for det synes jeg klart er en af styrkerne ved det.

Der er også flere kunstnere, der eksperimenterer med deciderede ep-koncepter, hvor ep'erne hænger sammen som én enhed. Svenske Robyn gjorde det med sin Body Talk-serie, Ryan Adams gjorde det med sine fremragende Love Is Hell-ep'er, og også danske Cæcilie Trier planlægger flere ep'er efter hendes debut-ep, mens den lavmælte gruppe Green Pitch udgav en trilogi af smuk afdæmpet materiale over et års tid. Også Veto har netop udgivet deres anden ep Point Break kort efter udgivelsen af ep'en Sinus fra 2012.

– Det føles bare ikke flydende at lave et helt album længere, og paradoksalt nok er vi vel i virkeligheden mere produktive nu. Det er meget tilfredsstillende, at arbejdet med Point Break så hurtigt udmunder i en ep til vores publikum, udtalte Troels Abrahamsen for nylig i forbindelse med ep-udgivelsen af Point Break, hvor bassist Jens Skov Thomsen supplerede:

– Når man kun udgiver musik hvert tredje år, skal det også helst holde tre år. På den her måde er en smule af presset taget af vores skuldre. Hvis ikke vi rammer tre radiosingler, er det ingen katastrofe. Der kommer jo noget nyt om et halvt år, og vi har aldrig brudt os om at indrette vores musik efter folks forventninger.

Også Andreas Asingh bag elektrorock-projektet Slowolf er i øjeblikket i færd med at arbejde med flere ep'er og netop nu sin anden ep til sit musikalske projekt, som i sidste ende skal munde ud i en ep-trilogi indenfor et år – den første, Seven, er udkommet i 2012.

– Jeg synes, det er fedt at kunne tage ep'en seriøst og sige, at ep'en er en lige så vigtig udgivelse lige nu. De ep'er jeg smider på gaden, de kommer lidt tættere på hinanden end albums normalt ville gøre, fordi de ligger inden for et år. Men udgivelsen er lige så vigtig for mig, som hvis det havde været et album. Jeg går lige så meget op i, at der er en rød tråd i sangene, et tema, og min ambition er også, at der er noget nyt at fortælle fra ep til ep. Et nyt tema og en ny vibe. Præcis, som man ville gøre med et album, fortæller Asingh og slutter:

– Grundlæggende så handler det om, at jeg havde lyst til at bryde med albumformatet. Jeg synes, at der er noget fedt ved albumformatet, men jeg ser ikke nogen grund til, at det her album skal indeholde 10 eller 12 sange. Det er lidt sjovt, at der er en regel for det. Det betyder nogle gange, at der er nogle, der putter flere sange på, end der er grund til.

Definitionen af en ep

Extended Play opstod som konkurrent til lp'en og er en udvidet udgave af maxi-singlen – deraf navnet. Har typisk indeholdt fire-fem numre med en spilletid på omkring 12-14 minutter – seks-syv minutter per side. Efter cd-mediet kom, har spilletiden været mere fri for formatet.

Omtalte danske ep'er med højt salg:

Saybia: Saybia (udgivet 2001, 12.000 solgte – oprindelig trykt i 5000 eksemplarer)

Choir Of Young Believers: Burn the Flag (udgivet 2007, ikke muligt at få oplyst tal)

The Rumour Said Fire: The Life and Death of a Male Body (udgivet 2009, 28.000 solgte)

Ulige Numre: Ulige Numre (udgivet 2011, ikke muligt at få oplyst tal)

Eksempler på debuterende danske kunstnere, der er startet med en ep, før deres debutalbum er udkommet:

Chimes & Bells

Choir Of Young Believers

CODY

Deer Bear

Echo Me

Efterklang

Sebastian Lind

Messy Shelters

Mimas

Our Broken Garden

Penny Police

Rangleklods

The Rumour Said Fire

Veto

Where Did Nora Go

Whores And Thieves

– og mange flere

Eksempler på danske eksperimenter med ep'en:

Apartment, Kvæg, Lampshade: 3P (2002) – Tre artister med tre ep'er

Tina Dickow – A Beginning/A Detour/An Open Ending (2008) – Tre ep'er som ét album

Green Pitch: Asleep/Awake/Alert – Ep-trilogi (2011)

Howl Baby Howl: Kids of Chaos/Mountain Of Pounding Pop/Summer OF Shame (2011/2012/2013) – Ep-trilogi

Echo Me, The Freudian Slip, Nelson Can: Triple EP (2012) – Tre artister med tre ep'er

Slowolf: Seven (2012) – Planlagt ep-trilogi 

CTM: Variations (2012) – Første af en række ep'er              


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA