x

Vild med vinyl del 3: ”At sælge en plade ville være som at miste en god historie"

Vild med vinyl del 3: ”At sælge en plade ville være som at miste en god historie"

Det er og bliver dybt fascinerende, en anelse overvældende og stærkt misundelsesværdigt at træde indenfor hos en dedikeret samler af noget så brugbart som musik. Man skal da heller ikke have brugt mange minutter hjemme hos den 45-årige musiksamler Peter Elsnab, før man får lyst til at slå lejr og fordybe sig i musikken og de dertilhørende historier.

Til dagligt ernærer Peter sig som sportsjournalist hos Ekstra Bladet og er med til at drive musikbloggen Bloggers By Choice, men al fritiden bliver brugt på musik. Derfor beskriver Peter sig også som den typiske og lidt ynkelige pladesamlende mand et sted i fyrrerne, der bor alene og hellere vil bruge pengene på plader end tøj, hårklipning og planter. Det har medført, at han i dag har en samling på ca. 18.000 enheder, hvoraf lidt under halvdelen er det medie, som vi har valgt at sætte fokus på i denne tredelte temaserie – nemlig vinylpladerne. 

I hele Peter Elsnabs pladesamling – der fylder det meste af stuen, og som også har sneget sig ind i to store reolsystemer i soveværelset – er der især én kunstner, der fylder godt op i landskabet. Jack White, pladeselskabsdirektør for Third Man Records, succesrig solist og kendt fra bands som The White Stripes, The Raconteurs og The Dead Weather. Og så er han ikke mindst en af bannerførerne for vinylpladens revival i løbet af den seneste håndfuld år.

Hvor stor en rolle tror du, Jack White har haft som bannerfører for vinylpladens revival i løbet af den seneste håndfuld år?

– Han har da haft en markant rolle. Han er med til at skabe fortællinger om vinylen. Og det er en god historie, når han laver en skæg eller pudsig plade, som ingen har hørt om før. Alle historierne kører rundt på alle de forskellige musiksites, og når Pitchfork skriver om det, så læser de unge det – og på den måde får de serveret en fortælling om vinylplader.

Det er vel også derfor oplagt, at han er blevet valgt som ambassadør for den verdensomspændende Record Store Day, der finder sted den 20. april i år?

– Ja, og det er jo meget sigende for den rolle han har. For jeg tror da, at når folk tænker på vinyl i dag, så er han en af dem man forbinder med det, fordi han selv er så begejstret for mediet og udgiver så mange specielle ting. Det ligger jo begravet i ham, at han kan lide vinylen af alle de dér grunde, som alle os andre der er vokset op med den, også kan lide. Vi forbinder musik med noget fysisk og ikke bare er en lyd.

10-års jubilæum som Jack White-samler

Hvornår fik du første gang øjnene op for Jack White?

– Det var med The White Stripes-albummet De Stijl, som jeg opdagede i 2000 eller 2001, hvor der var en del engelsk hype omkring bandet. Jeg kan huske, at jeg gik ned i Badstue Rock i Århus og spurgte efter pladen, men de havde den ikke, og de anede ikke, hvad det var. Jeg tror i øvrigt, at jeg betalte et depositum på 50,- for, at de skulle bestille pladen hjem. Pladen dukkede i øvrigt aldrig op.

Hvornår begyndte du så decideret at samle på Jack White-relaterede udgivelser?

– Det gjorde jeg vel i 2003, så det er nu 10 år siden, jeg begyndte.

Og hvor mange plader med tilknytning til Jack White har du så fået fat i?

– Cirka 400 vil jeg tro.

Hvilken er din favorit?

– Det må være Get Behind Me Satan, for det er den mest eksperimenterende af hans udgivelser. Min vinyludgave af det album har jeg givet 1200,- for, da den aldrig er udkommet officielt og eftersigende kun er fremstillet i 300 promo-eksemplarer i England og 300 eksemplarer i USA. Jeg ved ikke, om jeg tror på de tal, for den dukker jævnligt op på eBay til omkring 2000,-.

En personlig pladegave fra Jack White

Hvad er historien bag den lille The Denial Twist 3"-single du har med The White Stripes?

– Jeg interviewede The Dead Weather, da de var i landet for at spille en koncert i Vega i 2009, og under interviewet snakkede vi om vinylplader. Hele bandet var samlet, men det var meget Jack White, der snakkede, mens resten af bandet lyttede – lige så interesseret, som jeg selv var. Det var en af de typiske ind-og-ud-interviews på 15-20 minutter på et hotelværelse, men da interviewet var slut, sagde han: "vent lige lidt" og gik så. Jeg havde ikke rigtigt opfattet, at jeg skulle blive, men en af pladeselskabsfolkene sagde, at jeg nok lige skulle vente lidt med at gå. Efter lidt tid kom han så tilbage og gav mig den her lille 3"-vinylplade. Jeg vidste godt, at der fandtes en række 3" singler med The White Stripes, men jeg var ikke klar over, hvad det var for én, han gav mig. Så jeg stak den i inderlommen og takkede mange gange. Det viste sig så at være en plade til en værdi på 5-6000 kroner, fordi man kun kan få fat i den ved at få den overrakt af Jack White personligt. Så det er den mest værdifulde plade, jeg har.

Hvad er så det meste du selv har betalt for en af hans udgivelser? 

– Det er den lille plastik Inchophone-pladespiller med syv dertilhørende  3"-singler, som jeg desværre ikke nåede at købe da The White Stripes spillede i Lokomotivværkstedet i Sydhavnen i København i 2005. Sættet købte jeg senere på eBay for 3500,- og det er en okay pris, da det før har kostet op imod 10.000 kroner. Til koncerten tog de kun omkring 600 kroner for det, og jeg ville have købt det efter koncerten, fordi jeg ikke gad at stå og flagre med den hele aftenen, men den var desværre udsolgt, da jeg vendte tilbage til merchandiseboden. Siden hen har jeg lært, at man skal slå til, når man ser ting i de boder og ikke vente til bagefter.

Er der et irritationsmoment ved at være fan og samler af en kunstner som Jack White, for mange af hans udgivelser findes jo i så latterligt få eksemplarer, at de er umulige at komme i nærheden af, både rent praktisk og økonomisk?

– Ja det kan man godt sige, men det er mange år siden, jeg har kapituleret, hvad det angår. For jeg ved godt, at jeg aldrig får en komplet samling. Jeg har de plader, jeg har, fordi jeg godt kan lide dem, og jeg vil da gerne have dem alle sammen, men hvis jeg ikke får det, er det fint nok. Min samling skal heller aldrig sælges, for der følger en historie med hver enkelt plade. Så selvom du gav mig et godt bud på en plade, ville jeg ikke sælge den – for så ville jeg jo miste en historie.

Hvilken plade vil du allerhelst have fingrene i?

– Det er helt klart Layfaette Blues, der er The White Stripes' anden single. Det er fordi, der er en fantastisk historie om den udgivelse. Bandet holdt nemlig releasekoncert på baren Gold Dollar i Detroit i 1998 og havde så bestilt 1000 eksemplarer af singlen på hvid vinyl. De første 40 eksemplarer har fået noget rød farve blandet ind i det hvide, så der er en rød bølge i dem, der bliver svagere og svagere alt efter, hvor sent den er trykt. Det i sig selv gør pladen speciel. Men de havde også bestilt nogle covers til singlen, som aldrig nåede at dukke op før koncerten. Så pladeselskabschefen Dave Buick fra deres daværende selskab Italy Records og Jack White fandt 15 blanke pladeomslag som de så har hånddekoreret.

– Så du har 15 omslag, der er helt unikke samt den sjældne hvide og røde single. Udover det, så har Jack også vedlagt nogle forskellige gamle franske pengesedler fra Anden Verdenskrig i de første 40 eksemplarer, således at hans ni søskende fik en plade med en 10 franc-seddel, folk der blev takket på pladen fik en 5 franc-seddel, øvrige venner af bandet fik en plade med en 2 franc-seddel, og pladeselskabsdirektøren fik et eksemplar med en 50 franc-seddel. Så der er en del variationer over pladerne, samtidig med det personlige touch. Sådan et eksemplar ville være ret vildt at få fat i. Dave Buicks eksemplar, der er nummer 1, blev for nylig solgt for 12.700 dollars – altså over 70.000 kroner.  Så det er den ultimative samlerplade med Jack White.

Vinylsalget taler for sig selv

Jack Whites solodebut Blunderbuss var det mest sælgende vinylalbum sidste år i USA, med et salg på over 33.000 eksemplarer. Også herhjemme har albummet været populært i det store format, for over 600 eksemplarer er blevet langet over disken. Det lyder måske ikke så imponerende, men det er immervæk dobbelt så mange eksemplarer, som der blev solgt af en anden af 2012 mest populære vinyludgivelser, nemlig Sun med Cat Power. Tidligere på året kunne engelske Entertainment Retailers Association i øvrigt afsløre, at det ikke kun er Jack White, der er populær på vinyl, for det samlede vinylsalg for 2012 var steget med 70 procent i forhold til 2011, hvilket så også er en stigning på 400 procent i forhold til 2008. I USA blomstrer vinylsalget også med et samlet salg på 4,6 millioner vinylplader sidste år, hvilket en stigning på 500 procent i forhold til 2007.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA