Nyhed

Smashing Pumpkins til Danmark

Billy Corgan & Co. gæster landet til sommer

The Smashing Pumpkins har netop meddelt, at de giver koncert i Falconer Salen i København onsdag den 31. juli.

Chicago-gruppen The Smashing Pumpkins blev dannet i 1988 og albumdebuterede i 1991 med "Gish", men det var først i 1993, de for alvor brød igennem med albummet "Siamese Dream" og singler som "Today" og "Disarm". Opfølgeren, dobbeltalbummet "Mellon Collie And The Infinite Sadness" (1995), cementerede bandet som et af de mest kommercielt succesfulde bands i grungens årti 1990'erne, og bandet har efterhånden solgt over 30 millioner album.

I maj 2000 annoncerede den karismatiske forsanger og sangskriver Billy Corgan bandets opløsning grundet blandt andet stofmisbrug og interne problemer, men de blev gendannet i 2005, om end med en anden besætning, og Corgan er i dag det eneste originale medlem tilbage.

The Smashing Pumpkins har til dato udgivet otte studiealbum, senest "Oceania" fra 2012. Bandet udgiver desuden den løbende sangcyklus "Teargarden by Kaleidoscope", som blev indledt i 2009 og indtil videre er blevet til 23 sange. Projektet skal ende med i alt 44 numre.

Billetsalget begynder fredag den 19. april klokken 10. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE