Nyhed

Albert Hammond til Danmark

Den aldrende popmusiker gæster landet til efteråret

Musikeren, sangeren, produceren og sangskriveren Albert Hammond står bag nogle af de helt store hits fra 70'erne og 80'erne: "It Never Rains in Southern California", "Nothing's Gonna Stop Us Now", "To All the Girls I've Loved Before", "When I Need You" med flere, og nu lægger han vejen forbi Danmark.

Den 69-årige britiske musiker kan ud over sine egne numre skrive adskillige andre hits på cv'et. Hammond har nemlig skrevet sange til blandt andre Whitney Houston, Diana Ross, Leo Sayer, The Hollies, Julio Iglesias & Willie Nelson, Tina Turner og Starship.

I 2009 udgav Albert Hammond albummet "Legend", der indeholder en række af hans sange i duetter med andre kendte musikere, heriblandt Cliff Richard, Bonnie Tyler, Al Stewart og Courtney Taylor.


Albert Hammond er desuden far til Strokes-guitaristen Albert Hammond Jr., der ud over sin karriere i The Strokes også har udgivet to soloalbum.

Koncerten med Albert Hammond foregår på Godset i Kolding den 15. november klokken 20, og billetter kan købes via godset.billetten.dk

ANNONCE