Nyhed

The Dodos til Atlas

Indierock-duoen indtager det århusianske spillested i november

Egentlig var det et soloprojekt under navnet Dodobird. Men så mødte den amerikanske sanger/sangskriver Meric Long trommeslageren Logan Kroeber, og i 2006 var The Dodos en realitet.  Siden har duoen udgivet fire album - senest "No Color" fra 2011, hvor blandt andre Neko Case medvirkede på vokalfronten.
 
En femmer under titlen "Carrier" er efter sigende undervejs, og nu har bandet med navn fra en sagnomspunden og forlængst uddød fugl annonceret en koncert i Aarhus den 24. november. Her vil man kunne opleve dem på spillestedet Atlas for beskedne 130 kroner.
 
I løbet af den forholdsvis korte karriere har The Dodos allerede nået at give flere koncerter herhjemme. I 2008 forhindrede et magert fremmøde på blot 65 mennesker ikke GAFFAs Simon Christensen i at honorere duoens koncert på århusianske VoxHall med hele fem stjerner.
 
Og året efter var de tilbage i landet, hvor de besøgte Loppen i København og ifølge GAFFAs udsendte leverede "en koncert ladet med selvsikkerhed og dejlig energi." Billetter til efteråres koncert kan erhverves via landets Stereo Studio-butikker eller gennem fondenvoxhall.dk
ANNONCE