Nyhed

Pussy Riot-medlem starter sultestrejke

Nadezhda Tolokonnikova fra pigepunk-gruppen Pussy Riot går i protest over den behandling, hun får i russisk fængsel

Et af de to fængslede medlemmer af Putins excentriske fjender fra punkgruppen Pussy Riot, Nadezhda Tolokonnikova, vil ikke længere finde sig i den behandling, hun får i fængslet. Slavelignende forhold og daglige dødstrusler fra fængselschefen er ifølge hende blevet hverdagskost, imens hun afsoner sin toårige dom, og nu tyer hun til drastiske metoder for at gøre opmærksom på sin situation og uretfærdigheden. Hun har derfor indledt en sultestrejke.

Som led i hendes afstraffelse skal hun sy politiuniformer, og hun skriver i et åbent brev, at alle fangerne i hendes gruppe forventes at arbejde 16 eller 17 timer hver dag med start fra 7.30 om morgenen.

- I bedste fald får vi fire timers søvn om natten. Vi får en fridag hver sjette uge. Næsten alle søndage er arbejdsdage. Fangerne bliver tvunget til at efterspørge flere arbejdstimer i weekenderne og skal sige, at det gør at af egen fri vilje, skriver Nadezhda Tolokonnikova ifølge The Guardian.


Nadezhda Tolokonnikova er blevet dømt to års fængsel for hooliganisme motiveret af religiøst had, fordi hun, sammen med andre bandmedlemmer af kollektivet Pussy Riot, optrådte i Moskvas største katedral i februar sidste år. Gruppen bar elefanthuer og mimede til en sang om, at Jomfru Maria skulle smide Putin ud. Tre af dem blev anholdt og blev idømt to års fængsel, om end den ene kort efter fik ændret sin dom til betinget fængsel.

Du kan se hele historien om Pussy Riot, når DR2 i aften sender dokumentaren "Pussy Riot – Putins Fjender" klokken 20.30

ANNONCE