Steen Jørgensen: Jeg var træt af at være ham der fra Sort Sol

10 års albumtørke er ovre. Men først skulle Steen Jørgensens solodebut Standards For Living lige ligge tre år og modne. Albummet er nemlig tænkt som tidløst med sine fortolkninger af store sange fra sangerens barndom og ungdom. Og selvom albummet er præget af nostalgi, er Sort Sol-sangeren langtfra stoppet med at dyrke ny musik, som han blandt andet kommer ind på her.

Det er 10 år siden, du sidst udsendte et album i form af Sort Sols soundtrack til Baby. Har det været med din gode vilje, at du har holdt så lang en albumpause?

– Jamen, det er jo simpelthen et valg, jeg har taget, for jeg havde ikke lyst til at starte op på en solokarriere. Denne plade er heller ikke et nøje overvejet solokarriere-move. Det er derimod resultatet af alle mulige tilfældigheder, der spiller ind. Hele min identitet var hængt op på Sort Sol, og jeg havde virkelig et behov for at afvæbne den identitet, for jeg var træt af at være ham der fra Sort Sol. Jeg var træt af min stemme. Det er noget, jeg har oplevet før – faktisk cirka hvert tiende år. Jeg tror faktisk, det er noget alle oplever, uanset hvad de laver. Jeg havde små børn på det tidspunkt, Sort Sol stoppede, jeg blev senere skilt, og senere igen fik jeg en ny kæreste, og jeg havde egentlig bare lyst til at trække mig tilbage og så nøjes med at lave nogle småting her og der.

– Måske havde jeg mest lyst til at gøre det, man ikke forventede af mig. Det tror jeg er ret vigtigt at gøre, hvis man har et publikum, for ellers trætter man dem og måske mest af alt trætter sig selv. Så jeg tror, det er vigtigt, at man engang imellem kaster sig ud i nogle projekter, der ikke er forventet af en. I de år spillede jeg også i ny og næ, fordi jeg simpelthen ikke kunne undvære det, men det var i mindre sammenhænge, hvor jeg dukkede op hos nogle gode kollegaer. I og med at Lars (Top-Galia, guitarist i Sort Sol, red.) og jeg ikke så hinanden i mange år, så havde jeg ikke en reel samarbejdspartner, og det tror jeg vi begge to nød. Så det er grunden til, at der er gået ti år.

Allerede i 2011 skrev landets nok største Sort Sol-fan, Thomas Treo, i Ekstra Bladet, at du havde indspillet dette album og det er også på det tidspunkt, at jeg ved et tilfælde kom til at overhøre et par numre fra pladen, da jeg var på besøg hos pladeselskabet EMI (det endte med at blive Sony, der udsendte albummet, red.) Så hvornår er albummet egentligt indspillet?

– Det er helt nøjagtigt indspillet i december i 2010. Idéen bliver lagt allerede om sommeren, fordi (filminstruktøren) Kristian Levring skulle bruge en indspilning af Neil Youngs Helpless til sin film Den Du Frygter. Det var faktisk også den sommer, hvor idéen til, at Sort Sol skulle ud og spille igen, opstod, så det er åbenbart på det tidspunkt, at jeg igen blev klar til, at der skulle ske noget. Vi finder så ud af, at Sort Sol skal ud og spille i 2011, og beslutter, at det ville være dumt, hvis det her album udkommer lige oven i hatten på den turné. Og det var jo en plade, der sagtens kunne ligge en sæson eller to, for den var ikke hængt op på en særlig sound, som gjorde, at det var vigtigt at vise, at den var lavet her og nu.

Er du en god forretningsmand?

– Ikke specielt. Men jeg kan godt finde ud af at tjene penge. Ja, det er man jo nødt til.

Nogle ville nok mene, at det ville have været smartere rent markedsføringsmæssigt at have udsendt albummet, da du var i primetime tv som en af dommerne i Voice på TV2.

– Det var også på tale, men jeg tror egentlig bare, at jeg havde brug for et break der. Det var tre meget hektiske måneder, og Sort Sol gik vist ud og spillede umiddelbart efter det. Pladen ville da sikkert have fået mere opmærksomhed, hvis den var kommet dengang, men jeg kunne egentligt godt tænke mig, hvis den bare blev sneget ud og fik sit eget liv. Folk kan samle den op, hvis de vil have den, men jeg har ikke tænkt mig at proppe den ned i halsen på nogen.

Et gratis straffespark

Hvorfor faldt valget på Abbey Road, da albummet skulle indspilles?

– Det var Kristian Levring, der sammen med Kasper Winding har produceret albummet, der foreslog, at vi lavede den der, og det er faktisk også ham, der har finansieret pladen. Så vi samlede et hold og tog derover. Det var faktisk vildt sjovt at lave den i så anderledes omgivelser. Jeg havde i hvert fald aldrig troet, at jeg ville få lov til at lave en plade i Abbey Road. Så man kan næsten kalde det et gratis straffespark – og så må I jo vurdere, om der er mål. Jeg havde selvfølgelig nogle forventninger og forestillinger om, hvad Abbey Road var, og jeg havde nok troet, at det mere ville være et Beatles-museum, hvor der ikke rigtigt skete noget. Det havde jeg i hvert fald hørt var tilfældet. Men det var det bestemt ikke mere, for der var aktivitet i alle studierne, og der blev indspillet alt fra klassisk musik til, ja min plade.

Kunne du mærke en særlige energi i de gemakker?

– Det syntes jeg godt, man kunne, for studiet stod næsten urørt siden begyndelsen af 30'erne. Man vurderede dengang, at rummet lød godt, og det gør det stadigvæk. Det var også nogle tekniske ting, der ikke var lavet om, siden Beatles var der, så man for eksempel delte medhøret i studiet, så man kunne ikke bare høre sit eget spor. Det har de så senere fået lavet om.

Sjældent fortolket fortolker

Hvorfor er der kun sange på engelsk på den nye plade? Du har jo tidligere fortolket C.V. Jørgensen og Gasolin' på fin vis.

– Hmm, jamen det kunne da også være sjovt at lave en dansk plade en dag, og jeg har da også en liste med sange, der kunne bruges til det. Jeg har også en anden liste med engelske sange, der er virkeligt obskure, som kunne være sjove at indspille. Men de sange, jeg lyttede til i starten af mit liv, og som bed sig fast, det var engelsksprogede sange. Så kom der selvfølgelig Gasolin' og C.V. Jørgensen, men det var ligesom de eneste to, der var værd at lytte til på dansk.

Er der et gennemgående tema i de sange, du fortolker?

– Nej, det synes jeg faktisk ikke. Vi prøvede rigtig mange sange af i studiet – over 20, tror jeg, og hvis der er nogen rød tråd, så er det, at det primært er sange fra mine første år. Help med Beatles er for eksempel den første rock-lp, jeg fik, da jeg var en seks-syv år. Sangvalget strækker sig så op til slut-70'erne med Joy Division og Kraftwerk, hvor jeg var omkring de 20. Så er der så lige den der Van Morrison-sang (In The Garden, red.) der er fra '86. Den kom lige midt i 80'er-poppen, en genre, jeg først er blevet vild med nu. Men jeg var meget vild med Van Morrisons plader i de år, hvor han var med i Scientology og lavede nogle meget mystiske og indadvendte plader, som jeg synes er uhyggeligt gode.

Hvilke sange blev sorteret fra af den pulje på over 20?

– Det kan jeg faktisk ikke huske, men vi færdiggjorde faktisk to sange mere, og mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men det kan være, de dukker op som noget bonus en dag. (The Sound Of Silence er siden blevet inkluderet som bonusnummer på iTunes-udgaven af albummet.)

Da Sods startede ud, var det i en tid og i en genre, hvor man for guds skyld ikke skulle synge for godt eller smukt.

– Ja, det var mit held.

Men hvornår gik det op for dig, at du faktisk bar rundt på en aldeles forrygende vokal?

– Jamen, jeg øvede mig da skam også, men tog meget lidt undervisning. Jeg ved sgu ikke, hvornår det gik op for mig, for der gik nok nogle år. Du skal også huske på, at dengang var der virkelig dårlig lyd, når man spillede live. Jeg spillede i hvert fald rigtigt mange koncerter de første mange år, hvor jeg stort set ikke kunne høre mig selv. Det var også det, poporkestrene fra den tid påpegede, for det handlede bare om at spille højt. Så sangerens lod var at gennemføre uden at kunne høre sig selv. Vi skulle bare ud over stepperne.

Helt tilbage til den første Sods plade og frem til nu har du altid lavet mange coverversioner. Hvorfor er Sort Sol ikke blevet fortolket mere? Jeg kan kun komme i tanke om Peter Sommers mashup på Når Solen Stikker Af Og Månen Sætter Ind.

– Ja, det er sandelig også trist, at der ikke findes flere, men nu er der så endelig kommet én, og jeg synes, at Peter har lavet en virkelig fin version. Måske er det bare meningen med det hele, at man kan spille nogle sange, man godt kan lide, men vi har så åbenbart ikke lavet nogen, som andre er faldet for. Måske skal man selv tage initiativ til den slags, og hvis vi spurgte folk, vi kender, ville de måske sige ja. Eller måske ville de ikke turde sige nej.

Kanye West er en forhammer

Jeg ser dig tit browse rundt i den pladebutik, jeg arbejder i, men jeg har kun solgt et enkelt album til dig. Det var Yeezus af Kanye West, hvad synes du om det album?

– Jeg er fuldstændig vild med det. Jeg hørte pladen uafbrudt i en måned, og så blev jeg træt af den og holdt en pause, men da jeg så hørte den igen stod, det klart, at det er den bedste plade, jeg har hørt i mange år. Jeg fik for alvor øjnene op for ham, da han spillede på Roskilde Festival for nogle år siden lige før Trentemøller i 2009. Og den plade, han var på turné med dér (808's & Heartbreak), var jeg også vild med. Den forrige (My Beautiful Dark Twisted Fantasy) ramte ikke lige mig, men den nye er en sand forhammer.

Hvilken anden ny musik har du haft optur over?

– Jeg kan også rigtigt godt lide A$AP Rocky, rap i det hele taget er jeg ret glad for for tiden. Jeg synes også, at den nye med Daft Punk er en rigtig intelligent popplade, og The National kan jeg vildt godt lide. Jeg kan også virkelig godt lide den plade, Lou Reed og Metallica lavede for et par år siden. Det er simpelthen et mesterværk.

Den fik ellers virkelig hug, da den kom ud.

– Ja, men det var også et dobbeltalbum med meget lange og ubehageligt sange. David Fricke fra Rolling Stone Magazine gav den faktisk en god anmeldelse, og så tror jeg faktisk også, der var en positiv en i GAFFA (ja, det var der, læs den her). Det var vist de to eneste gode, jeg har læst. Jeg tror ikke rigtig, folk magtede at sætte sig ind i den plade. Det var jo den gamle syrebidske side af Lou Reed, men jeg synes, det er det bedste, han har skrevet i mange år. Jeg lytter faktisk også en hel del til Lou Reeds andre ting for tiden. Igen-igen. (Interviewet er lavet en måned før, Lou Reed gik bort, red.) Ellers hører jeg også meget klassisk musik som György Ligeti og Igor Stravinskij, og da jeg ikke kan regne ud, hvordan den slags musik er skrevet, så pirrer det nogle sanser i mig, som ikke bliver rørt, når jeg hører rytmisk musik. Det er ligesom en se en film på et sprog, man ikke forstår, og hvor underteksten også er på et fremmed sprog.

Albummet åbner med en fortolkning af Leonard Cohen, som du jo har fortolket før, dengang var det sammen med C.V. Jørgensen, Peter Peter og Ole Theil i et talkshow med Jarlen, hvor selveste Cohen var gæst. Kan du huske den oplevelse?

- Ja, for helvede. Det var meget nervepirrende, men der var ikke andet for end at lukke øjnene og satse på, at det nok skulle gå. Det gik vist også meget godt. Bagefter fik jeg mødt Cohen, og vi drak nogle ordentlige sjusser sammen. Han var på det tidspunkt lige gået over til at drikke vodka. Han var det sødeste og venligste menneske og skrev autografer og stillede op til billeder. Det var stort. Også for C.V., der ligeledes er kæmpe fan. Det var lige, da Cohen lavede The Future, og det er stadig en af de stærkeste plader, han har lavet.

Et af dine andre store idoler David Bowie brød 10 års albumpause i år med The Next Day-albummet, hvordan synes du, han slap af sted med det?

– Jeg har faktisk kun fået hørt den plade én gang, men jeg kunne rigtigt godt lide førstesinglen (Where Are We Now?), men så har pladen bare ligget derhjemme.

Kan du sætte dig ind i, hvorfor Bowie har valgt at holde helt lav profil og fravalgt turné og interviews?

– Det er cool. Han behøver jo ikke stille op til alt det. Han havde heller ikke behøvet at lave en plade. Han skylder jo ikke noget. De første 12-14 plader er stor en del af min ungdom, og der er ikke ét eneste dårligt nummer på. Så har han måske lavet det tilsvarende antal plader sidenhen, som jeg ikke er så vild med, men han skylder ikke noget.

En af de sidste gange, du var nede i pladebutikken, spurgte jeg ind til, hvad der blev af de par nye Sort Sol-sange, som Lars Top-Galia havde lovet ville udkomme, inden I startede jeres turné i starten af året. Den dag sagde du, at det var gået så godt med indspilningerne, at I ville forsøge at lave nogle flere, så det kunne blive til et helt album. Er det stadig planen?

– Ja, vi lavede jo lidt om i planen der, men det er rigtigt nok det, vi er i gang med. Men hvad der sker, kan jeg ikke sige mere om her og nu. Jeg har også et andet projekt, jeg går og arbejder på, men det vil jeg heller ikke løfte sløret omkring. Det kan godt være, at det er irriterende at gå rundt og vente som lytter, men på den anden side, så skal vi heller ikke gøre, som det forventes af os. Det er da en luksus-situation, at der er nogle, der venter.

Nu er din lange pladepause i hvert fald brudt, og en herre, vi også har ventet længe på, Lars H.U.G., har lovet ny plade til næste år. Så mangler vi bare din ven C.V. Jørgensen. Ved du noget, som vi ikke ved?

– Jeg tror da helt sikkert, der kommer en plade med ham på et tidspunkt. Men der er jo lange pauser mellem hans senere plader, så det er nok bare med at vente noget længere.

Steen Jørgensen spiller med Sune Wagner fra The Raveonettes og Pysched Up Janis til endagsfestivalen P6 Beat Rocker Koncerthuset 7. december klokken 19-02. Festivalen er udsolgt.