Reportage: GAFFA på Eurosonic Noorderslag Festival

EuroSonic Noorderslag Festival i Holland er den største og vigtigste musikbranchefestival for livemusik i Europa. Her mødes hvert år tusindvis af professionelle musikfolk fra især koncertbureauer, spillesteder og festivaler for at netværke, deltage i paneldebatter, seminarer, konferencer, uddele musikpriser - og ikke mindst tage til nogle af de utallige showcasekoncerter, som foregår på over 30 forskellige spillesteder og klubber i hele byen.

Programmet består næsten udelukkende af nye up-coming musiknavne, og formålet for den deltagende musikbranche er først og fremmest at spotte morgendagens musikalske stjerner og forhåbentlig få nogle spændnede koncertaftaler i stand. I år byder programmet på næsten 300 forskellige artister inden for for alle slags tænkelige musikgenrer, og niveauet er som altid højt.

Festivalen er kendt for at være et særdeles godt springbræt til at kickstarte en musikalsk karriere. Tidligere har navne som Lykke Li, James Blake, The Libertines og Jake Bugg fået lidt af et gennembrud efter deres optrædender på Eurosonic Noorderslag – og det samme har været tilfældet for både Saybia, Tim Christensen og The Raveonettes. Muligheden for at slå bredt igennem internationalt for årets danske bands er altså i høj grad til stede.

Eurosonic Noorderslag er lokaliseret i den nordhollandske studenterby Groningen, der bryster sig af at være den by i Europa med fleste spillesteder per kvadratmeter. Om det er sandt tør ikke siges, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at den lille by på størrelse med Odense syder og bobler af musik denne torsdag aften, hvor festivalen er mere end godt i gang.

Hele centrum er nærmest forvandlet til ét stort spillested, hvor der i alle gader og sidegader er køer foran de forskellige venues. Ligesom til Spot i Aarhus gælder det om at komme i god tid, hvis man vil sikre sig en plads til de mest hypede koncerter - og flere gange må man desværre gå forgæves. Første stop på aftnens musikrute er med den labre franske electro-chick Owlle (billedet), som spiller i det rå, rustikke og højloftede Grand Theatre. Stilen er drømmende og sofistikeret electropop med dyb bund og bas tilsat fræk fransk lolita-vokal. Dårlig timing gør dog, at jeg kun når at se to numre af koncerten, deriblandt sidste del af hittet "Ticky Ticky" der godt kan måle sig med laber scandi-pop a la Robyn. Owlle har desuden remixet et nummer for Depeche Mode og kan opleves som opvarming for Jenny Wilson i Vega, København den 7. februar.

De såkaldte showcase-koncerter varer typisk mellem 30-45 minutter og er mindet på, at musikbranchen skal kunne nå at se så mange koncerter som muligt og danne sig et hurtigt overblik over, om bandet er noget for dem. Det kan virke lidt overfladisk som en slags musiksupermarked, men er samtidig meget smart, da det netop giver mere tid til at se så mange koncerter som muligt. Nogle gange ønsker man dog, at bandet får lov at give en fuld koncert og bare give den gas. Sådan er det blandt andet med finske Black Lizard, der udgav sit flotte debutalbum sidste efterår. Det er sej og hypnotiserende drone-rock i stil med Jesus and Mary Chain og BRMC fyldt med soniske guitarflader og en autentisk tør Lou Reed-vokal leveret af den solbebrillede forsanger. Klubben er fuldstændig pakket, og efter en lille halv time er seancen ovre og et godt bud på et nyt stort rocknavn er hermed givet videre.

Et par hundrede meter væk på spillestedet De Beurs hopper de fire svenske tøser i Tiger Bell rundt på scenen og leverer deres smaskcharmerende cheerleader-punk. Det er fuldfed tounge-in-cheek fræserrock med masser energi, attitude og stil i lighed med 70'er-pige-gruppen The Runaways. Der bliver bundet bajere, vist bare ben i de lårkorte kjoler, og de to minutter lange numre drøner ud over rampen. Flabet og lige i skabet. Efter en kort pause får den danske pige-trio Baby In Vain østrogenniveauet endnu højere op med deres mere tilbagelænede og stilsikre form for stoner-rock, der i den grad er blevet godt hypet i løbet af det sidste års tid. Pigerne er i konstant udvikling og trækker ved denne aftens koncert både referencer til Patti Smith og Nick Cave. Det er tungt og tight, og pigerne har god medvind fra salen.

Hollænderne er gennemsnitligt det højeste folkefærd i Europa, og det kan blandt andet opleves på klubbernes toiletter, hvor pissoirerne  er så høje, at man selv med 185 centimeter næsten skal stå på tæer for at ramme kummen.  Om (tårn)højderne har noget at gøre med konsumeringen af fastfood og fritter skal være usagt. Men faktum er, at hollænderne er så vilde med fastfood, at man på de fleste gadehjørner kan trække kebabber og diverse pølser i automater, hvad vi da også gør, mens vi bevæger os over til De Spighel, hvor det unge danske band The Wands så småt er i gang med aftnens koncert.

The Wands er stort set ukendte i Danmark, men har allerede via en ep og heftig turnévirksomhed i Europa fået skabt sig et navn i det ny-psykedeliske musikmiljø. Bandet er bestemt interessant og dyrker en særegen form for post-punk og tresser-psych, der på scenen resulterer i nogle lange og jam-baserede koncerter fyldt med hallucinerende og udflydende numre. The Velvet Underground er et klart pejlemærke for de langhårde drenge, der i den grad lever sig ind i musikken på scenen. Det hele kammer dog over til den forkerte side og bliver lidt for efterskole-jam-agtigt, da det syv mand store hold i anden halvdel af showet går for meget i selvsving med lange soloer og for skitseprægede sange. Men med lidt mere fokus på den gode melodi og lidt mindre fokus på endeløs jam af lidt for mange musikere på en gang skulle The Wands absolut kunne slå bredere igennem her i 2014, hvor deres debutalbum udkommer.

Mæt på musikalske indtryk og mingling med musikbranchen går turen herefter hjem til hotellet, mens Groningen stadig er i fuld gang med fest og skørlevned. Læs mere om EuroSonic Noorderslag på festivalens hjemmeside.