x

Matador – nu som musical

Matador – nu som musical

Nyheden om Matador-serien som musical er i skrivende stund egentlig ikke en nyhed. Samtlige æterbårne og netbaserede medier kørte den i går, men derfor skal GAFFA.dk's trofaste læsere ikke snydes.

Det, der til at begynde med lød som en joke, er bare endnu et forsøg på at få den ultrapopulære og fleksible musicalform til at være rammerne om et sikkert hit. Nemlig den folkekære historie om livet i den opdigtede by Korsbæk – et sted, som så uhyggeligt mange danskere kender bedre end deres egen baggrund og -lomme.

Musicalen er endnu i opstart-fasen; alle spillerne er for eksempel ikke fundet, men hvad der er lagt fast, er dog en smule relevant for et musikmagasin som nærværende internetside repræsenterer.

Det er selvfølgelig Bent Farbicius-Bjerre, der også stod for det oprindelige soundtrack til tv-serien, som skal komponere hele musikken. Mere interessant er det, at gode gamle Clemens Legolas Telling skal skrive teksterne. Dog lød det ikke som om, at det ville udmønte sig i decideret rap, da han blev interviewet til DR-tv i går. Teksterne skal synges på vanlig vis. Musikkens opførelse står DR RadioUnderholdningsOrkestret for, og rammerne bliver Operaen på Holmen.

Musicalen har premiere 10. juni næste år. Billetsalget startede i dag klokken 10.00 på BILLETnet, i DR Butikken 35 20 62 62 og Det Kongelige Teaters billetkontor 33 69 69 69.

læs alt om musical-projektet her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA