Nyhed

Ane Brun giver to danske koncerter

Den norske sangerinde gør status på karrieren og tager alene afsted på turné

Den norske sangerinde Ane Brun sluttede sidste år af med at gøre status ved at udgive et udvalg af ti års arbejde på de to album "Songs" og "Rarities". I den anledning drager hun nu på turné. "Songs & Rarities Solo Acoustic Tour" fortsætter nemlig fejringen - denne gang live. Brun er helt solo af sted og kun væbnet med akustisk guitar og sin stemme. Fredag den 14. november står VoxHall i Aarhus for skud, og lørdag den 15. november bliver det DR Koncerthuset i København. 

Siden sit debutalbum "Spending Time With Morgan" har der været fuld fart på Ane Bruns karriere. Hun har udgivet intet mindre end seks studiealbums, to liveplader og nu de to opsamlinger. Alle album er udgivet af Brun selv. Hun udtaler: "Det har været vigtigt for min kreativitet at have det sidste og eneste ord, når det gjaldt min karriere."

Ane Brun gæstede Store Vega i oktober sidste år, og her tog hun GAFFAs Gudrun Hagen med storm. Det blev til en seks ud af seks stjerners anmeldelse af koncerten, som sluttede på ordene: "En overlegent eksekveret koncert, som tenderer årets bedste indtil videre."


Billetsalget starter på onsdag den 30. april kl. 10:00 via GAFFA Live og Billetlugen.dk 

Hør Ane Bruns lille klassisker "Humming One Of Your Songs" her:


ANNONCE