Nyhed

Prik til damer i Vild $miths nye computerspil

Trioen har lavet et computerspil i bedste retro-arkadestil til kultsangen Spotted

Spottedspillet fra raptrioen Vild $mith er ifølge gruppen selv det første spil af sin art. Et spil dedikeret til mange mænds favorit-tidsfordriv – at spotte damer. Spillet går i al sin enkelhed ud på, at man med en animeret finger skal prikke til alle de damer, der dukker op på skærmen. Bandet belønner deres lytteres engagement ved at forære dem "Spotted" tracket og et eksklusivt produceret bonustrack helt gratis, når de rammer top 50 på spillets highscore.

Om spillet udtaler Vild Smith: – Vi er virkelig overvældet over al den support, vi har mødt blandt vores lyttere, og derfor vil vi gerne invitere dem endnu mere indenfor i vores univers. Vi spekulerer hele tiden på, hvordan vi kan give vores lyttere en oplevelse ud over det sædvanlige, så da en af vores kreative homeboys fik en idé til at lave et spotningsspil, var vi ikke et øjeblik i tvivl. Selvfølgelig skulle vi det.

Vild Smith prøver altså kræfter med en helt ny form for markedsføring, som igennem brugernes engagement skal skabe opmærksomhed om bandet.


Hjernen bag spillet er Kenneth Graupner, der har mange års erfaring indenfor den kreative branche. Han fortæller følgende om tanken bag Spotted-spillet: – I en musikbranche under konstant forandring bliver man nødt til at tænke i nye baner. Musikvideoen var i sin spæde start på MTV helt unik, og det var de færreste musikere, der havde mulighed for at lave dem. Nu til dags kan alle lave musikere få lavet musikvideoer, og YouTube oversvømmes dagligt med nye videoer. Derfor vil vi gerne lave noget markant anderledes, men samtidig beholde det klassiske omdrejningspunkt – nemlig musikken.

Der er ingen tvivl om, at spillet er nytænkende og uortodokst, men hvorvidt spillet er en genvej til stigende popularitet, må tiden vise. Med inspiration fra Commodore 64, arkadespil og ikoniske elementer fra 80'erne og 90'erne, såsom en Monster Truck Delorean, har Vild $miths nummer "Spotted" i hvert fald fået det perfekte visuelle univers i form af verdens måske første "spotningsspil".

Er du af den overbevisning, at du er genial til at "spotte" damer, og kan du bære over med det kønspolitisk ukorrekte univers, så hop ind på www.spottetspillet.dk og prik dig til en plads i top 50.


ANNONCE