Nyhed

Foo Fighters til Norge og Sverige – og Danmark?

De amerikanske rockdrenge besøger vores nabolande, og det falder pudsigt nok på datoerne lige omkring NorthSide

Der er rigtig gode nyheder til de norske og svenske Foo Fighters-fans. Dave Grohl og følgesvendene har nemlig bestemt sig for at parkere tourbussen med deres nye album i bagagerummet i de to lande til sommer. Det iøjnefaldende og interessante i dansk optik er, at koncerterne falder lige omkring den aarhusianske NorthSide Festival.

Koncerten i Oslo i Telenor Arena løber af stablen den 10. juni, hvorefter det verdenskendte band drager mod Sverige for at jævne Ullevi Stadion i Göteborg med jorden den 12. juni. Det påfaldende er, at NorthSide skyder sin festival i gang den 12. juni med slut den 14. juni. Dermed kan gruppen med fordel dreje turbussen forbi festivalen den 13. eller 14. juni.

NorthSides talsmand John Fogde er dog tavs som graven, da GAFFA ringer til ham for at høre om, hvorvidt gruppen forhandler med Foo Fighters. – Ingen kommentarer, lyder svaret.


Foo Fighters er som nævnt albumaktuelle, og det nye album har fået pæne anmeldelser. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez var forholdsvis positiv, hvorfor han tildelte "Sonic Highways" fire funklende stjerner. Hertil skrev han:

"Selvom det måske nok er så som så med fantasien, når det kommer til sangskrivningen, er der ikke en finger at sætte på den overbevisning og nerve, de otte numre leveres med, og rockhjertet banker tydeligvis for fuld kraft hos bandleder Grohl og hans fire kumpaner. Åbningsnummeret 'Something From Nothing' indeholder for eksempel en ikke ligefrem underspillet hyldest til Dio og dennes 'Holy Diver'."

Fans i Sverige og Norge har altså god grund til at skrige i begejstring ud over fjeldet, og hvem ved, måske får NorthSide Festival også anledning til at fejre et verdensnavn på afdæmpet jysk manér.


Hør "What Did I Do/ God As My Witness", som er et af Foo Fighters' nye numre, herunder.

 


ANNONCE